Det er i orden, hvis tankpasseren på tankstationen beder dig om at vise ID, inden du kan få lov at tanke. Ifølge FDMs juridiske rådgivning må private leverandører af tjenesteydelser og varer i Danmark, som f.eks. en tankstation, nemlig gerne stille betingelser for at levere deres tjenesteydelser eller varer. Leverandørens betingelser må dog ikke virke diskriminerende eller være i strid med god markedsføringsskik. Og når tankstationen beder kunden identificere sig med det formål at undgå benzintyveri, kan det hverken betragtes som diskriminerende eller i strid med god markedsføringsskik - og derfor er det altså helt lovligt.
Taber årligt 20-25 mio kr. på benzintyveri
Det kan dog virke noget drastisk - og i hvert fald noget besværligt at skulle hive kørekort op af lommen for at få lov at tanke de dyre dråber. Branchen vurderer selv, at der hvert år tabes et sted mellem 20 og 25 mio kr. pga. benzintyveri. Derfor er det ifølge tre af de store benzinselskaber i Danmark nødvendigt med forebyggende tiltag, selvom det besværliggør livet for de ærlige bilister. Konsekvensen er f.eks., at du på både nogle Statoil-tankstationer og nogle Shell-tankstationer bliver bedt om at vise ID, når du vil tanke. Andre gange skal du blot give dig til kende og bede om at få åbnet standeren.
Ifølge kommunikationsdirektør hos Shell, Regitze Reeh, er det ikke er en officiel firmapolitik hos Shell at bede kunderne om at vise ID. Men da Shell-stationerne forpagtes og drives af selvstændige erhvervsdrivende, er der på hovedkontoret forståelse for, at der lokalt iværksættes og testes forskellige tiltag, der kan dæmme op for problemet med benzintyveri. Et problem, der hvert år kan koste den enkelte forpagter flere hundrede tusinde kroner.
Hos Statoil begyndte man ifølge kommunikationsdirektør Per Brinch at iværksætte forebyggende tiltag for 3-4 år siden, og man har hos Statoil tillige valgt at indføre begrænsninger på en række af de mest udsatte tankstationer, så man på nogle benzin- og dieselstandere kun kan betale med kort. Tiltagene ser ud til at virke. Omvendt oplever man også, at benzintyveriet er blevet professionaliseret inden for de seneste par år, og biler med stjålne nummerplader udgør et voksende problem.
Forudbetaling på Q8
Hos Q8 er man gået endnu videre i kampen mod benzintyveri. Hvis du i dag vil tanke på en Q8-station, uden at benytte kortbetaling ved standeren, skal du forudbetale benzinen. Herefter får du så en kode, som vil låse standeren op. Denne praksis er indført på størstedelen af Q8s tankstationer - og de 10, der endnu ikke har fået indført systemet, får det indført i løbet af 2013.
Hos alle tre benzinselskaber oplever man som udgangspunkt forståelse for de forskellige tiltag, når kunderne bliver gjort opmærksom på formålet. Synes du alligevel, at det er lige vel drastisk at skulle forudbetale benzinen, vise eller måske oven i købet blive bedt om at aflevere dit kørekort for at få lov til at tanke, så anbefaler FDM, at du tanker på en anden tankstation, som ikke stiller samme betingelser.
Læs mere på fdm.dk