Det er populært at cykle, ikke bare i det daglige, men også iført professionelle klæder og dertil hørende racercykel på jagt efter kilometre i benene på de danske landeveje. Motionsryttere på landeveje er således blevet et sikkert tegn på forårets komme. Men sammen med foråret og cykelrytterne kommer desværre også konflikten mellem vejens forskellige brugere - motionscyklisterne versus bilisterne. En klassisk konflikt om retten til vejen.
Når der opstår tilspidsede situationer i trafikken, sker det som regel på baggrund af farlig adfærd og overtrædelse af færdselsloven med vrede fra de øvrige trafikanter til følge. I Færdselslovens § 49 fremgår det, at to, men kun to, cykler må køre ved siden af hinanden, hvis der er tilstrækkelig plads hertil, og hvis det sker uden fare og unødig ulempe for den øvrige trafik. I praksis betyder det, at motionsryttere, som fylder hele vognbanen, så biler og andre trafikanter ikke kan komme forbi, overtræder færdselsloven. Det er altså ikke lovligt, at motionscyklister eksempelvis kører i vindtekniske formationer, hvor flere ryttere kører ved siden af hinanden og fylder en stor del af vejbanen, hvis der samtidigt er bilister, som ikke kan komme forbi. Det er bl.a. her, de tilspidsede situationer kan opstå, og hvor der kan ryge finker af panden hos begge parter.
Selvom cyklister i nogle tilfælde ikke overholder gældende lov, retfærdiggør det naturligvis på ingen måde, hvis bilister af den årsag bevidst chikanerer motionsrytterne, således der opstår yderligere farlige trafikale situationer. FDM tager skarpt afstand fra sådan opførsel og opfordrer alle bilister til at udvise det nødvendige hensyn til alle medtrafikanter.
Vejen til en bedre trafikkultur mellem bilister og motionscyklister begynder derfor med overholdelse af de fælles spilleregler - færdselsloven. Denne foreskriver også, at trafikanterne skal udvise gensidig hensyntagen. Bilister kan også selv være med til at fremme en mere glidende trafik ved at give god plads, når der overhales. Mange motionscykelryttere kører netop to og to ved siden af hinanden for at hindre bilerne i at presse sig forbi, når der er modkørende trafik. Her er det som bilist vigtigt at forsøge at sætte sig i cyklistens sted. Det er ikke bare utrygt at blive overhalet meget tæt - det kan for cyklisten være forbundet med stor risiko. At blive strejfet af en bil med 30 km/t på cyklen kan hurtigt få vidtgående konsekvenser, der kan ende i skader for livet.
FDM tager gerne del og ansvar i debatten om, hvordan vi bedst passer på hinanden på landevejene. FDM er også åben overfor i samarbejde med motionscyklisterne at se på, hvordan vi bedst oplyser bilister og cyklister om hvilke regler, der gælder på landevejene.