Busser må sætte farten op

Store busser får lov til at køre 100 km i timen på motorveje. Det kræver dog en særlig godkendelse for hver bus. Den nye fartgrænse træder muligvis i kraft 1. juli.

Store busser må snart køre 100 km i timen med særlig godkendelse.
Trafik

Danmark har fået en ny fartgrænse. Et stort flertal i Folketinget har vedtaget, at busser må køre 100 km i timen på motorveje. Hidtil har grænsen for store busser været 80 km/t.

Det er en såkaldt tempo 100-ordning, der nu indføres. Det vil sige, at hver bus skal godkendes, og for at det kan ske, skal den opfylde en række tekniske krav. Den nye mulighed vil typisk gælde turistbusser og fjernbusser, men ikke bybus-typer.

Brancheforeningen Danske Busvognmænd regner med, at busserne må køre 100 km/t. på motorvejene fra 1. juli i år, men det afhænger af, hvornår en bekendtgørelse fra justitsministeren er klar.

Campingvogne bør også

FDM finder, at campingvogne er blevet glemt i denne sammenhæng. Af hensyn til fremkommelighed og trafikflow bør campingvogne med en tempo 100-godkendelse også have lov til at køre 100 km i timen på danske motorveje.

Det må campingvogne f.eks. i Tyskland og her er erfaringen efter seks år, at det kan ske uden sikkerhedsproblemer.
 

LÆS OGSÅ: Nu bliver campingvogne igen overhalet