Køb plads i en sportsvogn

Der er kræs for både øjne og ører, når Sportscar Event igen åbner dørene til knap 60 sportsvogne på FDM Jyllandsringen og FDM Sjællandsringen.

Den kroatiske Rimac er det store nummer på årets Sportscar Event.
Bilist

På søndag den 16. juni afholdes den sjællandske udgave af årets Sportscar Event, hvor publikum kan købe sig til en plads på passagersædet i en supersportsvogn.

Det helt store hit blandt sportsvognene i år er den kroatiske Rimac, der ses på billedet. En firehjulstrukket elbil med 1.088 hestekræfter. Faktisk har den i alt fire elmotorer – en ved hvert hjul – der kan fungere uafhængigt af hinanden. Elsportsvognen kan køre ca. 500 km på en opladning.

Blandt de øvrige modeller, man kan købe en tur i, kan nævnes Ferrari F12 Berlinetta, Lamborghinis centermotorbil Aventador og Wiesmann MF5 Roadster.

To weekender i træk

Ture koster fra 300 kr. og op til 1.600 kr. – dog 2.500 kr. for en tur i den 1.088 hestes sportsvogn.

Sportscar Event finder sted på FDM Sjællandsringen 16. juni  fra kl. 9 til 16. Entré 50 kr.

Overskuddet går til Børnecancerfonden, der hjælper ca. 200 børn og unge, som årligt rammes af kræft. Siden starten i 2000 har Sportscar Event doneret mere end otte mio. kr. til fonden.

Læs mere om bilerne og arrangementet på www.sportscarevent.dk