Mitsubishi var reelt først med en egentlig, serieproduceret elbil, men pionér-situationen hjalp ikke alverden, for Imiev blev overhalet af sine franske søskende fra Peugeot og Citroën, og længe har der været meget stille om Imiev.
120 styks er det blevet til.
Men nu forsøger Mitsubishi tilsyneladende comeback. Det sker ifølge elbiloperatøren Clever til august i form af en faceliftet Imiev. Mitsubishis egen hjemmesiden indeholder ingen oplysninger om en genlancering.
70.000 kr. billigere
Interessant er, at prisen er sænket markant i forhold til den oprindelige pris på 280.000 kr. i 2010. Nu fås bilen for 209.000 kr. De sidste eksemplarer af den gamle model har dog været solgt til ca. 200.000 kr.
2013-udgaven har fået optimeret den officielle rækkevidde fra 150 til 160 km, og det er blevet muligt at køle eller opvarme bilen, mens den står til ladning. Det kan i praksis hjælpe lidt på rækkevidden, når det er meget varmt eller koldt.
Desuden er kvaliteten i kabinen forbedret, der er kommet varme i passagersædet og bilen kan udsende et lydsignal ved lav hastighed for at advare fodgængere og cyklister.