Et nyt ord har sneget sig ind i dansk trafik – den trafik, der foregår ved ombordkørslen på Mols-Liniens hurtigfærger på Kattegat.
Det eksotisk klingende ”Kombardo” er faktisk ikke en gang nyt, men stammer ifølge Mols-Linien fra 1960erne. Og udtrykket er såmænd jysk, og forstås bedre, når det sammentrukne ord skilles ad igen og udtales på bredt jysk: kom-bar-do.
Det er lidt i stil med 1980er-udtrykket ”jadak, jadak og jaaadak” – opfundet af komikerparret Jakob Haugaard og Finn Nørbygaard som buskontrollør.
Opstået i 1960erne
- Kombardo er ikke et smart reklameudtryk, vi har opfundet til lejligheden. Det er en daglig talemåde i Mols-Linien. Vi har sagt kombardo på havnen siden 1960’erne, siger marketingchef i Mols-Linien, Mikkel Hybel, ifølge rederiets pr-bureau.
Mens kombardo har sine rødder, når bilisterne skulle gelejdes frem mod næste bil på bildækket, har rederiet nu gjort det mere alment og mener, det nu betyder ”velkommen.”
Indgår nu i færgereklame
Udtrykket har – ifølge Mols-Linien - bredt sig så meget, at medarbejderne på hurtigfærgerne ofte mødes med et højlydt kombardo fra gæsterne, og medarbejdernes kombardo-badges er blevet et samleobjekt blandt passagerne.
Selv om bilisterne næppe ofte vil høre kom-bar-do, når de bag lukkede ruder gelejdes ombord, kan man denne sommer i hvert fald ikke undgå at høre det på færgerne, for kombardo indgår i Mols-Liniens sommerkampagne og høres derfor en del gange over skibenes interne højttalersystem.