Biler rammes af salt på Mols-Linien

Når man sejler med Mols-Linien risikerer bilen at blive sprøjtet til med saltvand. Rederiet nøjes med at spule bilerne med ferskvand inden ankomst, men FDM opfordrer til, at man beder om en anden plads på færgen.

Bilist

Normalt er det kun i vinterhalvåret man må finde sig i at få salt på sin bil. Men tager man en tur med Mols-Linien, så er problemet der hele året.

FDM-medlem Dan Christensen har to gange oplevet, at hans forruder og dele af bilen har været oversprøjtet af saltvand efter ture på ruten mellem Aarhus og Sjællands Odde.

Det kraftige kølvand fra de to nye hurtigfærger kan - afhængig af vindforhold mm. - blive suget ind på bildækket, der har ind- og udkørsel agter.
Det kraftige kølvand fra de to nye hurtigfærger kan - afhængig af vindforhold mm. - blive suget ind på bildækket, der har ind- og udkørsel agter.
- Jeg benytter min Brobizz og sejler dermed på businessclass. Det betyder, at jeg holder som en af de første, der kan køre fra færgen igen. Problemet er bare, at bilen er parkeret tæt på åbningen bagest, hvor sprøjtene bliver suget ind på dækket, forklarer Dan Christensen, der sammenligner fænomenet med at køre med åben bagklap i sin bil, hvor luften også suges ind bagfra.

Burde ikke være muligt

Han har klaget til Mols-Linien, der har sendt ham et vaskekort som kompensation. Desuden blev hans bil skyllet ren én af de to gange, han har fået saltvand på sin bil.

- Men saltvandet sætter sig mange steder på bilerne, så der burde slet ikke kunne komme saltvand på bilerne – især ikke når man betaler 850 kr. for en overfart, påpeger Dan Christensen.

Det er kun sket på rederiets nye færger, og han foreslår, at der etableres en rullevæg, så der ikke kan komme saltvand ind bildækket.

Find en anden plads

FDM mener, at Mols-Linien bør løse problemet, da kombinationen af bil og salt som bekendt er meget uheldig.

- Kunderne bør ikke acceptere, at deres biler sprøjtes til med saltvand. Det har en bil som udgangspunkt ikke godt af. Hvis man holder i farezonen tæt på en åbning, kan man evt. bede om at få lov at parkere et andet sted på færgen, siger leder i FDMs tekniske afdeling, Jørgen Jørgensen.

Han understreger, at FDM ikke har undersøgt, om Dan Christensens bil har taget skade af saltvandet.

Rederiet spuler bilerne

Hos Mols-Linien er man klar over problemet, som man tager højde for.

- På hver eneste afgang går en person rundt umiddelbart inden ankomst og spuler de biler, der har fået saltvand på. Det afhænger meget af vinden, hvor mange det drejer sig om. Jeg tror ikke, det er på alle afgange, men vi ser på bilerne og gør noget ved det, hvis det er nødvendigt, forklarer Mikkel Hybel, marketingschef hos Mols-Linien.

Rederiet har ikke tænkt sig at afhjælpe problemet ved at forhindre vandet i overhovedet at ramme bilerne – f.eks. med en væg, der kan rulles ned.

- Nej, vi har ikke planer i den retning. Det er naturligvis mest rart at køre i en ren bil uden salt, så på de afgange, hvor det er muligt, sørger vi for at parkere bilerne længere fra åbningen. Men ellers afhjælper vi problemet med at spule med ferskvand.