BMW'er strandet efter IT-koks

Store problemer med BMWs europæiske reservedelslager betyder, at mange biler står uvirksomme på værksteder og venter på dele. Situationen er ved at blive bedre, siger BMW.

Danske BMW-kunder er blevet ramt af, at BMW ikke har kunnet skaffe reservedele.
Nyt om biler

Noget, der kunne lyde som en simpel softwareopdatering af BMWs store europæiske reservedelsdistribution, har givet et massivt IT-nedbrud og betydet lange ventetider på reservedele.

Fejlen skete i begyndelsen af juni, og selv om problemet nu skulle være løst tager det en pæn tid at få indhentet det forsømte.

1.200 biler strandet i Tyskland

I Tyskland raser både fællestillidsmanden og store forhandlere ifølge fagtidsskriftet Automobilwoche. Vi har mistet megen omsætning og fået masser af utilfredse kunder, siger en stor forhandler. 1.200 biler skulle midt i juli stadig stå hos tyske forhandlere og vente på reservedele.

Danske kunder er også berørt, siger mærkets danske informationschef, Mette Lolholm.

Ukendt antal i Danmark

- Vi har også været lidt påvirket her i Danmark, men har haft nogle ting på lager i Sverige, siger informationschefen.

Hun har ikke tal på, hvor mange biler, det drejer sig om i Danmark, men siger, at selve problemet skulle være løst, og at det nu handler om at få fjernet den pukkel, der har hobet sig op.

Manglen på reservedele har berørt stort set alle typer komponenter og alle modeller.