ABS-bremser har en formidabel betydning for motorcyklisters sikkerhed – endnu større end det hidtil har været opfattelsen.
En motorcyklist nedbringer sin risiko for at blive alvorlig kvæstet med 65 procent, hvis hans eller hendes motorcykel har blokeringsfri bremser.
Virkelige ulykker analyseret
Det fremgår af et dybdestudium, som det svenske forsikringsselskab Folksam har foretaget af en lang række motorcykelulykker i Sverige. Undersøgelsen er den første af sin slags globalt, siger selskabet, der har lang tradition for at vurdere konsekvenserne af trafikulykker.
Folksam har i årtier giver biler karakter for kollisionssikkerhed ud fra virkelige ulykker og var først med rapporter, der dokumenterede den gode virkning af ESC antiskrid og af automatisk nødbremse.
65 procent chance for at slippe nådigt
Den nye undersøgelse af ABS på motorcykler viser, at med de blokeringsfri bremser løber motorcyklisten 65 procent lavere risiko for at få ”alvorlige, kroniske skader”. 40 procent af de potentielle skader undgås helt, mens skaderne i de resterende tilfælde bliver betydeligt mindre alvorlige.Det er noget, der interesserer et forsikringsselskab, for langvarig behandling og genoptræning, medicin og erstatning for svie, smerte og uarbejdsdygtighed udgør en meget større post end erstatning for materielle skader.
18 pct. har ABS i Sverige
I Sverige har kun 18 procent af landets 300.000 motorcykler ABS-bremser. Tallet i Danmark er formentlig noget lavere, da motorcykler og deres ekstraudstyr lige som biler er belagt med meget høj afgift i Danmark.
Blokeringsfri bremser har generelt være længe om at finde vej til de tohjulede, men fra 2016 bliver det lovkrav for motorcykler på mere end 125 kubik.
I Danmark har Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, HVU, længe anbefalet ABS-bremser til motorcykler. Bremserne giver ikke blot kortere bremselængde, men øger også førerens mulighed for at kontrollere motorcyklen markant. FDM har ligeledes længe kraftig tilrådet at købe MC med ABS.
Dansk studie: 8 af 39 ulykker kunne undgås
I sin undersøgelse fra 2009 om 41 alvorlige MC-ulykker viste det sig, at kun to motorcykler havde blokeringsfri bremser - og i ingen af de to bremsede førereni det hele taget. I de resterende 39 ulykker ville ABS have haft ”en positiv effekt” i de 20, og de otte af dem ville formentlig helt være undgået.
I 2011 viste en undersøgelse fra bilklubsamarbejdet FIA, at ABS-bremser på motorcykler vil kunne reducere antallet af dræbte motorcyklister med omkring 20 procent i 2020, hvis systemet allerede i 2011 var blevet obligatorisk i hele EU.
Folksams nye undersøgelse gør tingene op på en anden måde, men ser umiddelbart ud til at dokumentere en endnu større sikkerhedsgevinst for motorcyklister.