Tysk energi-kæmpe vil tanke elbiler

Elbil-brugere får nu en ekstra strøm-leverandør, efter at energiselskabet Eon har købt ladestanderne fra konkursramte Better Place.

Direktøren for Eon i Danmark, Tore Harritshøj, er overbevist om, at der snart bliver god brug for ladestandere til elbiler.
Nyt om biler

Der kommer snart liv i de elbil-ladestandere, som har stået uvirksomme, siden elbiloperatøren Better Place gik konkurs i foråret.

Det store, tysk-baserede energiselskab Eon har af konkursboet købt ladestanderne og venter at kunne sætte de første i drift sidst i september.

350 af de blå ladestandere på offentlige steder overtager Eon nu og sætter i drift inden for kort tid. Da de fleste står parvis, er antallet af ladesteder langt mindre end 350.
350 af de blå ladestandere på offentlige steder overtager Eon nu og sætter i drift inden for kort tid. Da de fleste står parvis, er antallet af ladesteder langt mindre end 350.
Dermed får de danske brugere af elbiler et alternativ til den dominerende aktør Clever og til den lille Clean Charge.

350 ladestandere

Eon har overtaget Better Places 350 offentlig tilgængelige ladestandere samt 220 hos private og virksomheder. Batteriskiftestationerne har Eon derimod intet at bruge til.

100 af de offentlige ladestandere står i København – typisk parvis - og yderligere 100 i Storkøbenhavn og med de resterende i Aarhus, Aalborg, Trekantsområdet og enkelte andre byer.

Tror på el og gas

Eon er ikke i tvivl om, at fremtiden tilhører grønne transportløsninger.

- Vi investerer i grønne transportteknologier, der hvor de er mest effektive – el til personbiler og gas til bybusser og skraldebiler, siger Tore Harritshøj, Eons administrerende direktør i Danmark.

Eon er et af Europas største energiselskaber, og driver bl.a. en stor dansk vindmøllepark. Eon er også aktiv inden for salg af biogas til tunge køretøjer i bl.a. Sverige.

Kan lade alle elbiler

Eon oplyser, at alle, moderne, serieproducerede elbiler kan lade hos selskabets nyerhvervede standere. Det gælder Mitsubishi Imiev/Peugeot Ion/Citroën C-Zero, Tesla Roadster og model S, Nissan Leaf, Renault Fluence Z.E., Renault Kangoo Z.E., Smart Fortwo, VW e-Up, VW e-Golf, BMW i3, Mercedes Benz B-klasse og Nissan e-NV200.