”Skift naturgasleverandør og spar 1 krone pr. liter benzin”, lyder et aktuelt tilbud hos Shell.
Den usædvanlige kobling af brændstof til bil og bolig skyldes især et ønske fra naturgasselskabet DCC Energi, der vil trække flere kunder til og må konstatere, at husejere ikke er særlig villige til at skifte gasleverandør.
- Selv om den årvågne forbruger kan spare penge på både naturgas til hjemmet og brændstof til bilen, er det den billige benzin eller diesel, der får folk op af stolene – ikke naturgassen, konstaterer de to energiselskaber.
Der er ca. 300.000 private naturgaskunder i Danmark.
Maks 1.000 liter eller 12 måneder
Husejere, der tager imod tilbuddet fra DDC Energi, skal oprette et Shell-benzinkort for at få rabatten. Den er på én krone pr. liter, men højst i 12 måneder eller 1.000 liter, hvad der måtte komme først.
Dermed er rabatten på maks. 1.000 kr. ganske beskeden i forhold til, at en årlig gasregning nemt kan løbe op i 20.000 kr. Men som Shell og DCC har luret, så har danskerne meget mere fokus på prisen på tankstationen end på en betalingsservice fra gasselskabet.
1.000 liter brændstof svarer til omkring 10.000-22.000 km’s kørsel afhæng af bilmodel og af, om det er benzin eller diesel.