Det går forrygende for Volkswagen, der lige akkurat ligger efter General Motors som verdens tredjestørste bilproducent.
Den tyskbaserede bilgigant har for adskillige år siden erklæret, at den vil være verdens største bilproducent og i 2018 nå op på ti mio. biler årligt. Men Volkswagen overhaler nu sine egne store mål.
Ti mio. biler i år - fire år før planen
- Vi forventer at nå op på de ti mio. biler i år. Det er fire år før vores plan, erklærede koncernchef Martin Winterkorn ved Volkswagens stort anlagte show i Beijing op til åbningen af udstillingen Auto China 2014.Kina er helt afgørende for den vækstplan. I år regner Volkswagen med at nå op på 3,5 mio. solgte biler i Den Kinesiske Folkerepublik bl.a. i kraft af en voldsom udvidelse af forhandlernettet.
350 nye forhandlere på ét år
350 nye forhandlere for gruppens mærker vil blive åbnet alene i år, og dermed kommer Volkswagen ud til Kinas mindre byer. ”Mindre” betyder dog ikke småt, men byer på omtrent Københavns størrelse. Der findes nemlig 160 millionbyer i Kina.
Men at nå de ti mio. biler i år er langtfra det samme som at blive verdens største bilproducent allerede i 2014.
Toyota, der er størst, gik lige så meget frem i første kvartal som Volkswagen, nemlig seks procent. Det giver 2,58 mio. biler til Toyota og 2,40 mio. til Volkswagen ekskl. MAN og Scania. General Motors solgte en bagatel flere biler end Volkswagen, 2,42 mio., men gik kun to procent frem i første kvartal.
LÆS OGSÅ: alle nyhederne fra Auto China 2014