Som det andet benzinselskab i Danmark ændrer Statoil nu sit bilbrændstof, så biler, der tanker det, skulle kunne køre lidt længere på literen. Det sker med en ny type brændstof kaldet ”Miles”
Miles kommer med det samme både som benzin og diesel og erstatter al andet brændstof på Statoil-stationerne. For kunderne vil prisen være uændret, for selv om de nye tilsætningsstoffer er dyrere, skal udgiften for Statoil hentes hjem ved større salg – både af brændstof og i butikken.
Tidligere har Shell indført ”Fuelsave”, som er udviklet efter samme princip som Statoils ”Miles”. Hos Shell har argumentet været ”op til to procent længere på literen”.
Nye additiver
Ved hjælp af en mængde avancerede tilsætningsstoffer – additiver – får brændstoffet nogle egenskaber, der ”behandler” motoren mere optimalt. Teoretisk set giver det også mindre slid, men Statoils reklamekampagne går langt overvejende på brændstofbesparelsen.
Statoils påstand er, at bilister i gennemsnit vil kunne køre 2,7 procent længere på en liter benzin og 1 procent længere på diesel.
Selv om det er små tal, betyder det direkte omregnet, at man sparer 30 øre pr. liter benzin, hvis løftet holder og ens bil ligger på gennemsnittet.
Besparelsen på 2,7 procent (benzin) er beregnet ud fra Statoils almindelige benzin og baseret på et ret stort antal målinger udført på ni diesel- og fire benzinbiler med forskellig motortype og af varierende alder. Tilsammen er der kørt ca. 130.000 km i testopstillinger.
Mindre friktion, renere motor
Enkelt sagt betyder tilsætningsstofferne – som indeholder en hemmelig kemisk sammensætning – at benzinmotoren får nedsat friktionen (gnidningsmodstanden) mellem cylinder og stempel, mens det hos dieselmotoren først og fremmest drejer sig om at holde ventiler og indsprøjtningsdyser rene, forklarer brændstofspecialist hos Statoil, Roy Seymour.
Shells Fuelsaver fungerer efter samme princip, både når det gælder benzin og diesel.
Statoil er godt klar over, at for den enkelte bilist kan det værre vanskeligt at opleve forbedringen. Det er trods alt ret små tal – og hvem måler lige sit forbrug over lang tid?
Fortrolig rapport
Selve testrapporterne betragter Statoil som hemmelige, men Motor har haft adgang til at bladre gennem – men ikke affotografere - det tykke ringbind med flere hundrede målinger fra testlaboratoriet. Målingerne er målt efter samme testcyklus, som bruges til at måle bilers officielle brændstoføkonomi, kaldet NEDC.
Statoils marketingafdeling har regnet lidt forkert, når det gælder den mulige gevinst for benzinbiler. Baseret på rådata kan Motor se, at tallet rent faktisk er 2,8 procent længere på literen (beregnet for en bil, der kører 16 km/l.)
Forskel mellem motortyper
Men man må ikke hænge sig i decimaler, for resultatet afhænger en del af, hvilken motortype, der er testet, og hvilken type kørsel, man har. Statoil har udvalgt en blandet skare af Opel-, VW- og Skoda- modeller.
For nogle motorer er resultatet bedre end gennemsnitstallet i reklamen. Det gælder på dieselsiden Volkswagen-gruppens 1.6 commonrail-motor, mens Volkswagen gamle 1.9 pumpedyse-dieselmotor må nøjes med en beskeden gevinst.
Blandt benzinbiler er resultatet mere jævnt, men Volkswagens 1.8 TSI ligger her over gennemsnittet.
Mest at vinde ved bykørsel
Ved bykørsel er fordelen større, end når man kører længe og hurtigt med varm motor, f.eks. en lang motorvejstur.
Statoil mener, at gevinsten for benzinbiler kommer næsten med det samme, mens der for dieselbiler kan gå to-tre tankfulde, før motoren er renset.
Al benzin indeholder tilsætningsstoffer, men i Statoils tilfælde har selskabet valgt at få udviklet en mere avanceret – og dyrere – udgave. Det er firmaet Lubrizol, som har skabt det for Statoil, og som også producerer det.
- Brændstoffet med det nye additiv er en måde at tilpasse brændstoffet til moderne motorer, særligt de nye dieselgenerationer, hvor der arbejdes med meget små tolerancer, siger Roy Seymour.
Farvel til "blyfri"
Indførelsen af Miles betyder samtidig, at Statoil kvitter det stærkt antikverede begreb ”Blyfri 92” og Blyfri 95”.
LÆS OGSÅ: Statoil dropper luksusbenzin
For nogle måneder siden droppede Statoil sin ”luksusbenzin” Ultima, der også havde en vis rensende effekt, ”Blyfri 98” og ”Bio 2G” med tilsætning af dansk, anden generation bioætanol.
Find det billigste brændstof på fdmbenzinpriser.dk