5.000 taget i fartrazzia

Sidste uges fartrazzia fangede flere syndere end i påsken. Tre ud af fire fartsyndere blev foreviget af en fotovogn.

Trafik

Politiet er flittigt med fartkontrollerne i dette forår. Bilister, der troede, at de kunne puste ud og ikke være helt så opmærksomme på speedometernålen efter påskens razziaer, fik sig en overraskelse i sidste uge.

Fra den 28. april til 4. maj 2014 gennemførte politiet nemlig igen en målrettet indsats mod for høje hastigheder over hele landet. Indsatsen var en opfølgning på Rådet for Sikker Trafiks hastighedskampagne ”Sænk farten – en lille smule”.

LÆS MERE: Fartbøder for en mia. næste år

Politiet standsede i løbet af ugen 5.330 køretøjer, og der blev i alt konstateret 4.974 overtrædelser af færdselsloven, hvoraf 4.775 bilister kørte for hurtigt – heraf blev 3.667 fotograferet af ATK-målebilerne. Det svarer til 77 procent af bøderne. 90 bilister kan forvente frakendelse af kørekortet som følge af høj hastighed.

LÆS MERE: Fartbøder fordobles ved vejarbejde

Under påskens landsdækkende indsats kørte 4.323 for hurtigt, og 76 bilister fik frakendt kørekortet.

LÆS MERE: Bilejere skal betale fartbøden, selv om de ikke har kørt bilen