Så meget EU er der i din bil

Når du kører i din bil, er udformning, sikkerhed, miljøpåvirkning og meget andet bestemt af EU. Derfor er Europa-Parlamentsvalget også vigtigt for bilisterne

Bilist

En morgen i februar var der tæt tåge mange steder i landet, og flere politikredse opfordrede folk til at tænde baglygterne. Mange moderne biler tænder nemlig ikke automatisk baglygterne, når man drejer nøglen, og det kan skabe problemer, når der er dårlig sigtbarhed. Folk ser den forankørende for sent, og derfor fik de manglende lygter skylden for flere uheld den morgen.

EU bestemmer over baglygterne

Årsagen til at bilisterne nu skal gøre noget aktivt for at tænde baglygterne er, at EU-regler fra 2008 gav mulighed for, at baglygter ikke skulle tænde sammen med kørelyslygter. EU ønskede øget trafiksikkerhed med tændte lygter i alle nye biler, men ville samtidig mindske bilernes brændstofforbrug og forlænge pærernes levetid. Derfor endte det med et kompromis om kun at have tændte forlygter.

– Der er faktisk tale om en forbedring i resten af EU, hvor bilerne ikke automatisk har tændt lygterne. Til gengæld er det en udfordring i Danmark, hvor man er blevet vænnet til, at der altid er lys på bilerne både foran og bagpå, siger Tejs Laustsen Jensen, chefkonsulent i brancheforeningen De Danske Bilimportører.

LÆS OGSÅ: Har du husket at tænde baglygterne?

De fleste krav kommer fra EU

Men det hjælper ikke danske bilister, og mange af dem har opfordret bl.a. FDM til at arbejde for at få ændret reglerne om de slukkede baglygter. Men det kan være svært.

– Langt størstedelen af de krav, der stilles til bilerne, kommer fra EU, og flere ting overgår til EU-systemet. Det er overordnet meget fornuftigt, da vi efterhånden har de samme biler i hele Europa. Men det betyder også, at det kan være sværere for f.eks. Danmark at få indfriet specielle ønsker, forklarer Tejs Laustsen Jensen.

Bilklubber samarbejder

FDMs arbejde for at få bilisternes stemme hørt i EU-systemet sker via den verdensomspændende organisation FIA – Fédération Internationale de l’Automobile. I Europa har de 75 klubber et koordineret politisk samarbejde via Euroboard, hvor FDM er én blandt otte bilklubber, der udstikker retningen for at præge EU-lovgivningen.

– Men man skal huske, at der er lande med bilindustrier med store økonomiske interesser og flere mio. ansatte, der også har stor indflydelse. Derfor kan det tage lang tid og være besværligt at skabe resultater til glæde for forbrugerne. Uenigheder og magtkampe giver som regel forsinkelser, og selvom der er enighed, kan forbedringer stadig blive bremset længere oppe i systemet, fortæller afdelingschef i FDMs økonomisk-politiske sekretariat Torben Lund Kudsk.

Forhindrede hyppigere periodiske bilsyn

Samarbejdet med de andre europæiske bilklubber foregår desuden i udvalg med bl.a. fokus på jura, mobilitet, teknik og test.

– EU har netop vedtaget ens regler for periodiske bilsyn i alle medlemslandene, og mens nogle synes, at hyppig kontrol vil gavne trafiksikkerheden, så har vi koordineret vores holdninger og indsats for at beholde det nuværende system, da hyppig kontrol blot ville være en ekstra udgift for bilisterne, siger Torben Lund Kudsk.

Reglerne for periodisk syn er dermed uændrede i Danmark.

Her har EU indflydelse:

De slukkede baglygter er blot ét af mange eksempler på EU-lovgivning, der påvirker danske bilejere og deres biler. Her er et udpluk:

Typegodkendelser

For at sikre, at de tekniske bestemmelser for køretøjer overholdes, har EU indført typegodkendelser på de fleste køretøjer. Producenterne udsteder en typeattest til hvert køretøj, så det garanteres, at køretøjet lever op til reglerne til gavn for bl.a. sikkerhed og miljøbeskyttelse.

Miljøkrav

Bilproducenterne har forpligtet sig til, at den gennemsnitlige udledning af CO2 fra de solgte biler skal ligge på et vist niveau. Værdierne ændres løbende, så bilproducenterne tvinges til at lave mere effektive biler. Desuden skal bilerne leve op til krav om, hvor ren udstødningen skal være – de såkaldte euronormer. Nye modeller skal fra 1. september opfylde Euro 6.

Biobrændstof

Fokus på at nedsætte bilernes udledning af CO2 ses også på tankstationerne, hvor der er tilsat fem procent biobrændstof i benzin og syv procent i diesel. Fra 2020 er det målet, at andelen af biobrændstof i benzin skal være 10 procent.

Hvor langt på literen?

Den målemetode, der anvendes til at fastsætte, hvor mange km på en liter brændstof den pågældende bilmodel kan køre, er ikke præcis nok. Bilisterne kan sjældent køre så langt, som bilproducenten angiver, og der arbejdes derfor på at indføre en ny målemetode i 2017.

Syn af køretøjer

EU har netop indført fælles synsregler i medlemslandene, bl.a. p.g.a. trafiksikkerhed og mindre besvær, når biler importeres og eksporteres mellem landene. De nye EU-regler ligger i tråd med de danske regler, som ikke bliver ændret.

Snyd med km-tælleren

Der er store problemer med kilometersnyd på bilernes tællere, og FIA arbejder på at få EU til at indføre tekniske løsninger til at forhindre det.

LÆS MERE: Undgå snyd med kilometertæller

Tilbagekaldelser og fejl

Rapex er en samlet EU-oversigt over fejl på bilmodeller og tilbagekaldelser fra bilproducenterne ved produktionsfejl. Bilejerne får som regel direkte besked om fejl og bliver indkaldt af bilimportøren. Men en samlet oversigt er god, hvis man f.eks. køber en brugt bil og vil se dens historik. 

LÆS MERE: Se listen her (OBS: Eksternt link)

Reparationer

EU-lovgivning har banet vejen for, at bilproducenterne skal videregive manualer og software til værksteder, der ikke er tilknyttet det enkelte bilmærke. Mærkeuafhængige værksteder kan købe adgang til producenternes fejlkoder m.m., og bilister bevarer deres garanti, selvom de ikke benytter et mærkeværksted.

Dækmærkning

Siden november 2012 har alle dæk været forsynet med EU-dækmærkning. Af piktogrammerne fremgår dækkets støjniveau, dets bremseevne i vådt føre samt dækkets indflydelse på brændstofforbruget på en skala fra A til G, som man kender det fra bl.a. hårde hvidevarer.

LÆS MERE: Forstå informationerne på dæk

Klagemuligheder

Medlemslandene er fra 2015 forpligtet til at sikre klagemuligheder på alle markeder, og det gavner forbrugere, der vil klage over bl.a. campingvogne, privat parkering og dæk.

eCall

I 2012 mistede 28.000 EU-borgere livet i trafikulykker, og 1,5 mio. kom til skade. Derfor har Europa-Parlamentet stemt for at indføre eCall, der automatisk alarmerer redningstjenesten ved ulykker, i alle nye biler fra 2015. Nu skal Ministerrådet forhandle videre om eCall.

Vejafgifter

Flere lande i EU har forsøgt at indføre vejafgifter for udenlandske bilister. Det er blevet forkastet af EU, da et land ikke må diskriminere borgere fra andre EU-lande. Alle betaler derfor det samme i lande med f.eks. motorvejsbetaling.

Nummerplader

Det skal være tydeligt, i hvilket EU-land en bil er indregistreret, så medlemslandenes bogstavkoder er kommet på nummerpladerne sammen med et EU-symbol. I Danmark er det valgfrit, om man vil have EU-plader. Hvis ikke, skal man have et DK-mærke på bilen ved kørsel i udlandet.

LÆS MERE: Nummerplader fastgøres nemt