Med kun en halv snes dages varsel må Klampenborg Classic Motor Meeting, et af Danmarks største arrangementer for klassiske køretøjer på to og fire hjul, rykke til nye omgivelser, der dog stadig har noget med hestekræfter at gøre: når 30. udgave af det traditionsrige træf afvikles søndag den 1. juni, bliver det på Charlottenlund Travbane ved København i stedet for Klampenborg Galopbane få kilometer derfra.
Klampenborg Galopbane fik for nylig nye ejere, og ifølge Klampenborg Classics arrangør, Kim Polte, var det ikke muligt at blive enige med ejerne om de økonomiske og praktiske rammer for træffet, der har eksisteret siden 1985 og tiltrækker flere hundrede klassiske biler og motorcykler. Det er dog kun omgivelserne, der er nye, og årets program, der blev offentliggjort for flere måneder siden, er der ikke pillet ved.
Bugatti, MG og veteran-jubilæum
Et af hovedtemaerne bliver således det ædle franske mærke Bugatti, ligesom det markeres, at både MG Car Club Danish Centre og Dansk Veteranbilklub fylder 60 år i 2014. Og traditionen tro er der stumpemarked, diverse underholdning og kåring af de bedste køretøjer i en lang række kategorier.
Træffet på Charlottenlund Travbane er åbent fra klokken 10 til 16, og entreen er 80 kroner for voksne, mens børn og hunde kommer gratis ind.
Flere praktiske informationer finder du her