Det er en bilstørrelse, hvor vi også finder VW Polo, Kia Rio, Citroën C3 og Peugeot 208. Det er derfor mere end almindeligt interessant, når Toyota præsenterer en stærkt fornyet udgave af den populære Yaris.
LÆS OGSÅ: Her er den nye Toyota Aygo
Ikke mindst fordi denne bilmodel er mindste model på markedet, der benytter den avancerede hybrid-teknik, som får bilerne til at køre længere på literen. Således kører Hybrid-versionen af den nye Yaris 30,3 km pr. liter benzin, og det er en dansk rekord for benzinbiler.
Store kvalitetsforbedringer
Udover at have gjort bilerne mindre forslugne er der sket en hel del med både det indvendige og det udvendige design. Toyota opgiver, at i alt 1.000 dele er ændret. Fortil er fronten fornyet, så lygter, grill og stødfanger tilsammen danner en flot ramme om det særlige X, der med lethed ses i designet. Det er en detalje, der går igen fra den netop præsenterede Toyota Aygo.
LÆS OGSÅ: Motors miniduel mellem VW Polo og Kia RioIndvendigt er instrumentbord og dørsider helt nye. Her har Toyota lagt vægt på brug af bedre materialer, flere lækre detaljer og ikke mindst integration af den nyeste generation af Toyota Touch-systemet, der indeholder en stor berøringsfølsom skærm med navigationsanlæg, bakkamera, radio, internetadgang og meget andet.
Også muligheden for at vælge farvekombinationer af instrumentbord og sæder er nyt, og noget der fint matcher eller overgår konkurrenternes tilbud.
Udover at skabe en bedre kvalitetsfornemmelse inde i bilen har målet med ændringerne været at mindske støjniveauet. Ifølge Toyota er der tale om markante reduktioner i det oplevede støjniveau.
Mere komfortabel undervogn
Endnu har vi ikke haft lejlighed til at køre i den nye Yaris, men ifølge fabrikken er køreegenskaberne ændret i retning af mere komfort og en bedre styrepræcision. Komforten er ændret ved at gøre selve torsionsbagakslen stivere og de tilhørende fjedre blødere. Fortil er fjedre og støddæmpere ændret for øget affjedringskomfort. Styretøjet er af den elektromekaniske type, og skulle ifølge Toyota give bilen en bedre styrerespons.LÆS OGSÅ: Motors test af konkurrenten Peugeot 208
På motorsiden har Yaris fået den samme opdaterede trecylindrede 1.0-liters benzinmotor, som også dukker op i den nye Aygo. Derudover findes bilen med en 1.3-liters benzinmotor og en 1.4-liters dieselmotor, der på nær mindre ændringer som f.eks. stop/start-system er overført fra den gamle Yaris.
Og så er der naturligvis den unikke mulighed for at bestille bilen med Toyotas hybrid-teknik, der baserer sig på en kombination af en 1.5-liters benzinmotor og en elmotor, der får strøm fra et batteri, der lades op, når man bremser, og når man kører ned ad bakke. Det er smart, og på papiret kører bilen således over 30 km på en liter benzin.