Motor har endnu ikke set bilen i en færdig udgave, så det er med noget forbehold, at vi videregiver en del af de informationer om bilen, som Volvo selv står for.
LÆS OGSÅ: Motors test af Range Rover Sport
Selv siger Volvo, at kabinen i XC90 er den mest luksuriøse, vi nogensinde har set fra mærket.
– Den mest slående detalje er en tabletlignende, berøringsfølsom skærm, som er omdrejningspunktet i et helt nyt betjeningssystem til næsten alle bilens interiørfunktioner, siger Thomas Ingenlath, designchef hos Volvo Cars.
Volvo har endnu ikke offentliggjort alle systemets detaljer, men den store skærm betyder, at bilen i realiteten betjenes, som var det en kæmpe iPad, man sad med. Via skærmen kan føreren betjene bilens funktioner og få adgang til en række internetbaserede produkter og tjenester.Gearknop af glas
Interiøret i Volvo XC90 kombinerer materialer som blødt læder og træ med håndforarbejdede detaljer med bl.a. en gearknop i krystal fra det svenske glasværk Orrefors og såkaldte diamantcut kontakter til stop/start og volumenkontrol.
Den nye XC90 er den første Volvo, der er bygget på virksomhedens skalerbare platform, SPA, som giver mange flere designmuligheder og mulighed for at inkludere de nyeste sikkerhedssystemer og tilslutningsmuligheder i bilen samtidig med, at der bliver bedre plads indvendig.
Nye sæder
I den nye XC90 er der nydesignede sæder, som samtidig giver passagererne på både anden og tredje række bedre plads.Anden række har tre, separate sæder, hvis hældning kan justeres. Sæderne kan køres frem og tilbage, så der bliver bedre plads til passagererne på tredje sæderække eller til bagage, hvis sæderne på tredje række er nedfældede. Et indbygget barnesæde i midterpladsen kan tilkøbes.
Sæderne på tredje række, som rummer passagerer op til 170 cm, er let centrerede, så de kørende får et udsyn fremad, der minder det, man har i et teater. Ekstra plads til fødderne under sæderne på anden række giver mere komfort og benplads. Volvo har også koncentreret sig om at gøre både betjeningen og adgangen til og fra tredje række så let som mulig.
Alle syv sæder har trepunkts sikkerhedsseler med forstrammere, og ved en kollision er passagerne på alle tre sæderækker beskyttet af airbaggardiner.
Firezoners klimaanlæg
Det er vigtigt for de kørendes velvære, at luften inde i bilen er behagelig og frisk. XC90 kan vælges med et firezoners klimaanlæg, som de kørende foran og på anden sæderække kan indstille individuelt. På tredje række er en separat aircondition-enhed, som kan tilkøbes.
Volvos "Clean Zone" luftrensningssystem har fået tilføjet et nyt filter, der er bedre til at opfange små, skadelige partikler og pollen i den luft, der trænger ind i bilen.
Den nye Volvo XC90 præsenteres i slutningen af august, men kommer først til salg i Danmark i begyndelsen af februar næste år. Priserne kendes endnu ikke.