Opel Corsa forklædt som voksen

Motor tog med Opels teknikere ud på en af de afsluttende testture med en forklædt udgave af den kommende Opel Corsa. Målet var at afprøve de helt nye motorer og gearkasser samt at vurdere undervognens komfort, før produktionen sættes i gang.

Det var en række kamuflerede udgaver af den nye Corsa, der ventede Motor, da vi tog med på en af de sidste testkørsler.
Nyt om biler

Den nye Opel Corsa kommer i udgaver med enten tre eller fem døre. Den særlige sort-hvide bemaling sikrer, at spionfotografer ikke har helt let ved at afsløre bilens former.
Den nye Opel Corsa kommer i udgaver med enten tre eller fem døre. Den særlige sort-hvide bemaling sikrer, at spionfotografer ikke har helt let ved at afsløre bilens former.
Opels største succes er den lille Corsa, der siden 1982 har været produceret i 12,3 mio. eksemplarer. Corsa har været produceret i fire generationer, men nu er den femte på vej under modelbetegnelsen Corsa E.

Den skal præsenteres på den store biludstilling i Paris til efteråret, og netop nu er fabrikken ved at lægge sidste hånd på finjusteringen af en række vigtige komponenter i bilen.

Motor blev inviteret med til at teste særligt den nye motor og den finjusterede undervogn på den nye Corsa i en kamufleret prototype. Det er derfor ikke bilens form, vi her kan afsløre, men derimod kan vi fortælle om den teknik, der ligger bag skallen af den nye bil.

Nye motorer

Testkørslen afslørede en velbygget bil med klart forbedrede køreegenskaber. Her er det Motors Søren W. Rasmussen, der kører i den tildækkede Opel Corsa.
Testkørslen afslørede en velbygget bil med klart forbedrede køreegenskaber. Her er det Motors Søren W. Rasmussen, der kører i den tildækkede Opel Corsa.
Den nye Corsa kommer med en ny trecylindret benzinmotor med turbolader. Den er på en liter og kommer i udgaver med enten 90 eller 115 hestekræfter. Det var sidstnævnte udgave vi kørte med i kombination med en ny sekstrins manuel gearkasse.

Og det var en fin oplevelse. Den nye motortype giver en køreglæde, som opleves lige så skelsættende, som da de nye dieselmotorer med commonrail-indsprøjtning kom på markedet for små 20 år siden.

Stort drejningsmoment

Motoren kombinerer turbolader med direkte indsprøjtning, og imponerer med et meget højt drejningsmoment og en fin benzinøkonomi, hvilket i stor udstrækning overflødiggør en dieselmotor.

Med en sekstrins gearkasse og turbolader er det muligt at køre med meget lave omdrejninger på motorvejen, hvilket er godt for både støjniveau og brændstoføkonomi. Men det store drejningsmoment er også godt i byerne, hvor man let kan køre med varieret hastighed i samme gear, da motoren trækker fint allerede fra ca. 1.200 omdrejninger.

Det er under motorhjelmen at en af de helt store nyheder gemmer sig: En ny trecylindret benzinmotor med turbolader og direkte benzinindsprøjtning. Den kommer i to udgaver med enten 90 eller 115 hk.
Det er under motorhjelmen at en af de helt store nyheder gemmer sig: En ny trecylindret benzinmotor med turbolader og direkte benzinindsprøjtning. Den kommer i to udgaver med enten 90 eller 115 hk.
Det gør den nye Corsa meget letkørt. Vi måtte dog sende teknikerne hjem for at forbedre koblingsmekanismen. Den fungerede ikke helt tilfredsstillende og gav visse ryk ved tilkobling. Med baggrund i Motors kritik blev samtlige biler derfor underkastet en større test, og en mulig løsning på problemet blev allerede drøftet ved morgenbordet næste dag.

Det er sådanne oplevelser, Opel hele tiden leder efter ved disse validerings-testkørsler, og det er de små resultater, der gør bilerne bedre, og derfor noget, som fabrikkerne altid bruger store ressourcer på.

Ny undervogn

I forhold til den udgående Corsa har den nye fået ændret undervognen på afgørende punkter. Bagtil er der anvendt fjedre med et lavere toppunkt, så bilens tyngdepunkt kan sænkes, og fortil er hele geometrien ny.

Forhjulene er monteret på en separat alu-ramme, der sikrer en bedre stabilitet ved hård kørsel. Det kunne vi ved selvsyn opleve på en testrute på krævende småveje langs grænsen mellem Tyskland og Frankrig nogle hundrede km vest for Opels hovedkvarter ved Frankfurt a. M.

Også styretøjet har fået en helt anden kalibrering, og da vi netop havde mulighed for hele tiden at skifte mellem den udgående og den nye generation af Opel Corsa, kunne vi med lethed mærke, hvordan det er lykkedes at gøre den nye Corsa markant bedre ved en mere begavet konstruktion, der ellers ikke afviger meget fra forgængeren.

Nye sikkerhedssystemer i bilen

Nyt bliver mulighed for at bestille bilen med et system, der advarer, hvis man kører for tæt på forankørende, eller hvis man er på vej ud over sidestriberne. En indbygget nødbremse synes også at være på programmet, og den advarer med røde dioder, der lyser op i forruden, hvis man ikke har set, at bilen foran bremser.

Også parkeringshjælp, bakkamera og en skærm, der kan køre flere typer af apps via en tilkoblet telefon vil være at finde på udstyrslisten. Hvad der er standard, og hvad der koster ekstra, er ikke afgjort.

I Danmark inden jul

Selv om den nye Corsa vil være en af de store nyheder på biludstillingen i Paris, må vi vente til december, før der begynder at dukke biler op i Danmark. Vi kender ikke priser og modelprogrammet endnu.