Fiat giver Lancia en langsom død

Europa er ved at miste et historisk bilmærke. Lancia drosles nu ned til kun én model, der kun skal sælges i Italien. Ekspert giver ikke mærket overlevelseschance.

Nyt om biler

Lancia er på vej i graven. Anderledes er det svært at se fremtiden for det engang glamourøse italienske mærke, efter at Fiat Chrysler Automobiles officielt har sagt, at mærket kun skal sælges i Italien og uofficielt også erkendt, at der fra 2016 kun vil være én model tilbage.

Ved præsentationen i maj af den store fremtidsplan for Fiat Chryslers mange mærker blev Lancias geografiske tilbagetog kun nævnt i en parentes. Og nedskæringen til én model, den lille Ypsilon, stammer indtil videre kun fra en anonym kilde i Fiat-koncernen, der har udtalt sig til branchebladet Automotive News.

Kun én model i ét land

Ifølge den kilde vil Ypsilon fra 2016 være eneste tilbageværende Lancia-model. Ypsilon, der nu om dage er baseret på Fiat 500 og fremstilles i Polen, sælger til gengæld godt i Italien.

Fra Lancias storhedstid: Lancia Flaminia 3C cabriolet.
Fra Lancias storhedstid: Lancia Flaminia 3C cabriolet.
Den eneste anden ægte Lancia, den kompakte Delta, vil udgå i år. Næste år forsvinder Voyager, der blot er en Chrysler/Dodge med Lancia-emblem. Samme skæbne overgår Thema, som er en Chrysler 300C.

Lanicas dødsmesse

- Marchionne er i gang med Lancias endelige rekviem, siger Gianluca Spina fra Milanos Tekniske Universitet til Automotive News med henvisning til koncernchef Sergio Marchionne.

- Det er en rationel beslutning for en global bilproducent. Mærket har ingen appel uden for Italien, tilføjer den italienske branchekender, der ser den langsomme udfasning som en overgang til, at Alfa Romeo for alvor skal komme i omdrejninger.

Kun 75.000 biler på et år

Lancia solgte ca. 75.000 biler sidste år, hvilket ikke er meget mere end en afrundingsfejl i salgstallene for en koncern, som vil sælge syv mio. biler årligt om fem år.

Dermed er Sergio Marchionnes strategi på dette punkt slået fuldstændig fejl. I 2010 sagde han, at Lancia i 2014 skulle op på 300.000 biler.
Lancia var 1950’erne og 1960’erne et særdeles glamourøst mærke med Flaminia og Flavia, var i liga med Jaguar og Maserati og var forbundet med bl.a. filmstjernen Brigitte Bardot.

Købt af Fiat i 1969

I 1969 blev Lancia købt af Fiat Auto, som siden har udvist en slingrende kurs for luksusmærket.

Lancia har ikke været markedsført i Danmark i omkring et årti.