Er du med på bilfarvemoden?

Danske bilkøbere foretrækker sort. I hvert fald når man kigger på Fords kunder. Tre farver dominerer i Europa.

Nyt om biler

Hvilken farve får man, hvis man blander sort og hvid? Svaret er grå. Kan det blive mere kedeligt? Formentlig ikke, for de tre farver dominerer i høj grad på vejene i de 22 lande, hvor Ford har registreret europæernes bilfarvevaner.

I syv lande er sort den mest valgte farve blandt Ford-kunderne. Hvide biler kommer ligeledes ind på førstepladsen i syv lande, mens grå er favoritten i fem lande. Bilkøberne i tre lande er mest til sølvfarvede biler.

Der skal meget til, før bilkøberne går over i noget så vovet som blå, rød, brun og grøn, der følger efter længere nede på popularitetsstigen.

Totalt sælges der flest hvide biler, og det skyldes bl.a. de tyrkiske bilkøbere, hvoraf 55 procent vælger en hvid Ford.

I Danmark skal det være sort

Det mest populære valg blandt Ford-køberne i Danmark er sort, som 27 procent vælger. Herefter følger sølv (20 procent), grå (19 procent), hvid (11 procent), rød (7 procent), blå (7 procent) og brun (3 procent).

I Norge foretrækker 29 procent sort, mens naboerne i Sverige er mest til hvide biler med en andel på 23 procent. Det mest mørke land er Portugal, hvor en tredjedel af bilkøberne vælger de sorte modeller fra Ford.

Danmark er i øvrigt det land i Europa, hvor procentdelen af gule biler er næsthøjest. Det er dog kun 0,89 procent af bilkøberne, der vælger den gule farve.