Det er blevet lidt nemmere at blive enige om et mødested, når man skal samkøre med andre over Kattegat. Samkørselsportalen Go More har nemlig opstillet et stoppested på Aarhus Havn, hvor bilister kan samle passagerer op til lift, de har aftalt om betalt for på gomore.dk
Stoppestedet findes umiddelbart inden Mols-Liniens betalingsanlæg på Aarhus Havn i venstre side af vejen.
De mest udbredte lift på hjemmesiden etableres på tværs af landsdelene, og mellem Sjælland og Jylland tages færgen ofte i brug. Derfor har hjemmesiden nu også indsat små færgeikoner ud for de oprettede ture på hjemmesiden, der benytter færge i stedet for Storebæltsbroen.
Færgen foretrækkes
FDMs magasin, Motor, har i juli-udgaven, der udkommer sidste fredag i juni, talt med flere personer, der tilbyder lift, og færgen er bl.a. populær, da man slipper for at sidde lang tid i bilen.
- Jeg tager næsten altid færgen, for så skal man kun køre godt en time, og så er det ok at have fire passagerer med i bilen. Det giver et supplement til turen, og jeg sætter prisen efter mine udgifter til færgebilletten. Den svinger i pris, og derfor varierer min pris også, forklarer Christian Bjørnager, der kører fra København til Aarhus og retur hver weekend.
Go More tager ni procent af bilistens indtægt fra liftet for at formidle kontakt til passagerer. Gebyret kan man spare, hvis både bilist og passager er medlem af FDM.
LÆS MERE: FDM samkørsel