Rejsende, der lejer bil i forbindelse med ferien i udlandet, bør være ekstra opmærksomme på en ny fidus, som har til formål at lokke ekstra penge ud af de rejsende.
”Vores norske søsterklub NAF har haft et par eksempler på medlemmer, der efter hjemkomsten fra deres ferie har fået en opkrævning på en hastighedsbøde via et inkassofirma. Bilerne har været lejet via et mindre biludlejningsselskab på Gran Canaria, og bøderne har vist sig at være falske. Selv om vi endnu kun har hørt om få tilfælde fra Norge, tør vi ikke andet end at advare de danske bilister om, at de ikke ukritisk skal betale en bøde fra udlandet, men bruge deres sunde fornuft, hvis der dukker et udenlandsk girokort op derhjemme”, siger jurist i FDM, Helle Brasch.
FDMs spanske søsterklub RACE har via det spanske politi fået bekræftet, at bøderne er falske, og derfor meldt sagen til politiet. Det er dog ingen garanti for, at andre ikke prøver at videreføre fidusen.
”Har man fået en færdselsbøde, hvor man er i tvivl om ægteheden, kan man kontakte FDMs rådgivning for at høre, hvordan man skal forholde sig. Desuden kan man tjekke, om bødens størrelse stemmer overens med den bødeoversigt, FDM har lavet sammen med de europæiske bilklubber i Europa. Er bøden væsentligt højere, kan det være en indikation på, at den er falsk, også selv om den ser meget ægte ud”, siger Helle Brasch.
De falske bøder er dog ikke det eneste eksempel på, at billejen kan ende med at blive en bekostelig affære.
”Den største risiko for ekstra udgifter til billejen er stadig de ekstra forsikringer, som biludlejningsselskaberne ofte forsøger at sælge, når man skal have bilen udleveret. Har man lejet bilen hjemmefra, så tjek hvad lejen dækker og sig nej til selvrisikodækninger og andre tillægsforsikringer, hvis prisen er urimelig høj i forhold til den reelle risiko, man løber for at få en skade på bilen”, siger Helle Brasch.
FDM anbefaler desuden, at man er særlig opmærksom på biludlejningsfirmaer, hvor man kan leje meget billig bil, og gør opmærksom på, at det vil være nemmere at få lydhørhed hos de større biludlejningsselskaber med kontorer i Danmark, hvis der opstår en tvist om regningen for bilelejen.
Læs mere om, hvordan man bedst sikrer sig mod uheldige oplevelser, når man lejer bil i udlandet