Trafikstyrelsen har netop godkendt et anhængertræk til Danmarks suverænt mest solgte nye bil, VW Up, og dens slægtninge Skoda Citigo og Seat Mii.
Hidtil har man kunnet montere en trækkrog, der kunne holde f.eks. en cykelholder, men ikke kunne bruges til trailere.
Men producenten Mister Dot Com har nu lavet et anhængertræk, der er typegodkendt til VW-trillingerne. Det må tilmed trække en temmelig stor vægt i forhold til mikroernes egenvægt.
500 til 750 kg
Der er givet dispensation til, at Mister Dot Com med typebetegnelsen "up!-Mii-Citigo" er godkendt til, at trillingerne må trække op til 500 kg uden bremser og op til 750 kg med bremser. Det maksimale statiske kugletryk er angivet til 50 kg.
Bemærk, at typegodkendelsen på de tre biler er 0 kg, så det er p.t. kun med det nævnte anhængertræk, at man må trække en trailer efter mikrobilerne.
Umiddelbart har Motor ikke kunnet finde forhandlere af trækket herhjemme, men de vil utvivlsomt dukke op, nu hvor produktet er godkendt i Danmark. I Tyskland koster trækket cirka 4.700 kr. og monteringen yderligere 1.400 kr.