Som Skodas officielle, kunstneriske tegninger har indikeret, bliver den næste Fabia langt mere skarp i linjerne end dagens model. Det kan man se på de to første fotos af den nye model i femdørs udgave.
Skoda har ladet sig inspirere af tjekkisk krystal til at give bilen sit skarpskårne, rene look, siger chefdesignet Jozef Kaban.
Mere rummelig
Og trods det mere dynamiske look, bliver tredje generation mere praktisk og ”clever” end dagens model, lover chefdesigneren. F.eks. bliver bagagerummet det største i sin klasse, lover han uden at sætte tal på. Spørgsmålet er så, om han har taget højde for de 326 liter, som den nye Hyundai i20 kan bryste sig af. Dagens Fabia hatchback rummer 315 liter.SE OGSÅ: Hyundais nye mini er stor og stilfuld
Fabia bliver første Skoda med Mirror Link, som giver interaktiv forbindelse mellem en smartphone og bilens berøringsskærm.
Den nye model kan fås i flere farver end før, nemlig 15, samt mulighed for at separat at vælge farve til tag, fælge og sidespejle.
20 procent længere på literen
Den næste Fabia kommer til at køre op til 20 procent længere end dagens model, særligt i kraft af nye motorer. På benzinsiden tilbydes tre- og firecylindrede med ydelser mellem 60 og 110 hk.Når det gælder diesel, er der én, trecylindret 1.4-motor med tre ydelser mellem 75 og 95 hk. I slutningen af 2015 tilføjes en Greenline-version, som med 75 hk kører 32,2 km pr. liter ifølge de officielle tal. Det svarer til en CO2-værdi på 82 gram pr. km.
Combi næste sommer
Verdenspremieren finder sted på biludstillingen i Paris 2. oktober, og bilen er formentlig til salg i Danmark omkring årsskiftet.
Hvornår den mere interessante stationcar vises og lanceres, melder historien ikke noget om, men kan nok købes inden næste sommer.