Brobizz klarer betalingen på flere færger

Betalingskortet eller pengesedlerne kan godt blive i baglommen, når turen går med en af landets mange færger ejet af rederiet Færgen.

Trafik

Billigere bliver det næppe, men betalingen kommer til at foregå lidt mere smertefrit i fremtiden, når man skal en tur med en dansk bilfærge.

Firmaet Brobizz A/S, der indgår i Sund & Bælt-koncernen, har indgået samarbejde med rederiet Færgen om brug af Brobizz, som fra ultimo marts 2015 kan bruges på ruterne til Bornholm, Samsø, Fanø, Als, Fyn, Langeland og Lolland.

Aftalen betyder, at kunder med en Brobizz fra næste år kan betale for deres rejse på Færgens overfarter via deres eksisterende Brobizz-aftale og dermed kun modtage én samlet faktura.

Første rute til marts

På Langelandsfærgen – Spodsbjerg-Tårs – kan bilister fra ultimo marts 2015 umiddelbart bruge Brobizz som betalingsmiddel, idet den overfart af uoplyste grunde med det samme er en del af det nordiske Easy Go-samarbejdet.

På de øvrige overfarter skal kunderne indgå en lokalaftale med Færgen, inden Brobizz’en virker på disse overfaqrter.

I forvejen kan Brobizz’en – ud over Storebælt og Øresund – bruges på en lang række betalingsveje i Norge, til parkering flere steder samt hos Mols-Linien og flere af Scandlines’ overfarter.