BMW klar med sin grønne superbil

BMW i8 er kommet til Danmark til en pris på ca. tre mio. kr. Men så får man også en bil, der klarer 0-100 på 4,4 sekunder og kører officielt 47 km pr. liter. i-forhandlerne øges nu fra en til to.

BMW i8 havde dansk premiere i Øksnehallen 27. august.
Nyt om biler

Har naboerne også fået en Tesla S? Så er det måske på tide at rykke videre til noget endnu mere unikt og eksklusivt.

BMW holder under elbilmessen Driving Green i København danmarkspremiere på sin unikke supersportsvogn i8, der er en opladningshybrid med bemærkelsesværdige egenskaber. Den trecylindrede benzinmotor og den 131 hestes elmotor sender sportsvognen fra 0 til 100 km/t. på 4,4 sekunder, og den særlige brændstofmåling for opladningshybrider lyder på 47,6 km pr. liter. Topfart: 250 km/t.

Men der lige et 'aber dabei' i forhold til en Tesla S. Én ting er, at bagsædet i i8 nærmest er ubrugeligt, og at det er sportsvognsbøvlet at komme ind bag rattet. En helt anden ting er prisen.

Fire gange så dyr som Tesla

BMW i8 er en højst usædvanlig sportsvogn med højst usædvanligt design. Tre mio. kr. koster den i runde tal.  Foto: Torben Arent
BMW i8 er en højst usædvanlig sportsvogn med højst usædvanligt design. Tre mio. kr. koster den i runde tal. Foto: Torben Arent
Den er ca. fire gange højere end for Tesla S. Mens den rent elektriske Tesla nyder godt af total afgiftsfritagelse til en teoretisk værdi pænt over en mio. kr., får BMWs opladningshybrid fuld skrue med 180 procent afgift. Langt på literen-fradraget er knap nok et plaster på såret: ca. 126.000 kr.

Billigste i8 koster 2,7 mio. kr., mens modellen på billedet – og de fleste eksemplarer – er en Pure Impulse Edition til 3,1 mio. kr.

Ingen solgt på forhånd

Bilen er først lige kommet til landet, så potentielle kunder har ikke haft lejlighed til at prøve den. Det er ifølge BMW Danmark også forklaringen på, at der endnu ikke er nogen, der har skrevet under på en slutseddel. Modsat en mere traditionel BMW sportsvogn, vil kunderne godt lige mærke, hvad det er for en mærkelig bil.

Det bliver i øvrigt lidt nemmere at prøve og købe BMWs elektriske biler, når forhandlernettet for de særlige i-modeller så at sige bliver fordoblet. Hidtil har kun Jan Nygaard A/S i Lyngby været i-forhandler; fra 19. september sker det også for Bayern Auto Group i Aarhus i forbindelse med flytning til nyt hus i Tilst.