Baghjulstrækker skal bringe Renault i front

Renault har så store forventninger til den ny Twingo, at salget af mikrobilen skal tre- eller firedobles, og at det skal få Renault til at vokse til fjerdestørste mærke i Danmark.

Henrik Bang, Renault.
Nyt om biler

Den lille, nye Twingo skal udrette store ting for Renault i Danmark. Forventningen til fremgang er usædvanlig markant ved lanceringen af tredje generation Twingo, som for første gang bliver femdørs og som et kuriosum får baghjulstræk og hækmotor.

- Hidtil har Twingo trukket vores markedsandel ned. Nu skal den trække den op. Derfor er Twingo utrolig vigtig, siger administrerende direktør for Renault Danmark, Henrik Bang, ved den europæiske lancering i Frankrig.

Succesen med de to seneste modeller, Clio og Captur, har givet Renault blod på tanden. Clio ligger nr. to i miniklassen, og Captur er den mest solgte kompakte crossover.

Twingo skal tre- eller firedoble sit salg

Henrik Bang tror på markant fremgang for Twingo, selv om kampen i den prisfølsomme mikroklasse er benhård. VW Up sidder tungt på tronen på tredje år, Hyundai i10 har fået meget positiv bedømmelse i bl.a. Motor, og helt nye og vellykkede modeller fra Toyota, Peugeot og Citroën er netop lanceret.

SE OGSÅ: Twingo er klassens trold

- Twingo skal op fra de nuværende 2,5 procent andel af mikroklassen til i hvert fald de 7,8 procent, som Renault-Dacia nu har. Og jeg kunne godt forestille mig ti procent, siger Henrik Bang.

Ti procent vil bringe Twingo omtrent på niveau med VW Up, Toyota Aygo og Peugeot 108.

Store modeller fornys næste år

Sammen med en omfattende modelfornyelse af de større modeller skal Twingo gøre Renault til det fjerdestørste mærke i 2015, erklærer Henrik Bang. Det kræver, at Toyota – eller eventuelt Peugeot eller Ford - bliver overhalet, idet VW formentlig er urørlig for tiden.

Renaults større modeller er temmelig gamle, men en hel bølge af nyheder kommer de næste halvandet år og skal være med til at hæve salget. Espace lanceres til foråret, en mellemstor SUV i stil med Nissan Qashqai kommer sidst på foråret, og i efteråret 2015 følger ny Mégane og ny Laguna. Det bliver dog først i begyndelsen af 2016, at Scénic skiftes ud.

Danske bildirektører er gennem årene kommet med mange optimistiske meldinger for fremtiden, så hvis alle havde fået ret, havde den samlede markedsandel nærmest været 200 procent.

Men Henrik Bang er en af få, for hvem det hidtil er lykkedes at holde løfter, som er meldt ud i pressen.

Forudsagde fremgang for syv år siden

Ved lanceringen af den forrige Twingo og overgangen til den fabriksejede importørvirksomhed i 2007 sagde Bang til Motor, at Renault i Danmark skulle op på fem procent markedsandel i løbet af nogle år, og at Dacia skulle lægge yderligere halvanden procent til.

På det tidspunkt, hvor Volvo stod for importen, var Renault et nichemærke med ca. to en halv procent.