Næsten halvdelen af bilisterne har indenfor det seneste år været ved at køre galt, fordi de var uopmærksomme bag rattet, og en femtedel har oplevet det flere gange. Det viser svarene i en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, der netop har igangsat en kampagne for at gøre bilisterne mere opmærksomme.
”Kør bil, når du kører bil” lyder budskabet på skilte og i kampagnefilm fra 15. september til 5. oktober.
- Hvis du ordner papirer, taster på GPS’en eller læser mails på mobilen, mens du kører bil, risikerer du at overse andre trafikanter eller selv køre galt. Der sker alt for mange ulykker pga. uopmærksomhed, derfor skal vi huske på, at det at køre bil er en fuldtidsopgave, siger Ursula Friis, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, der samarbejder med Forsikring & Pension om kampagnen.
Politiet bakker op om kampagnen og sætter ind med kontroller over for uopmærksomme bilister i uge 39.
Sms færdigt inden du kører
I 35 procent af dødsulykkerne herhjemme er uopmærksomhed en af forklaringerne på, at det gik galt.
Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at man overholder følgende råd:
• Indstil navigationsapparat, ring, skriv sms, giv barnet sutten mv. inden du kører.
• Brug aldrig håndholdt telefon, mens du kører. Hverken til opkald, sms eller mail.
• Kør ind til siden, hvis du har brug for at koncentrere dig om andre ting end at køre bil.