Bilen, der skiftevis kaldes EOLAB og Super Alma, er et bemærkelsesværdigt udstillingsvindue for ny teknik og i særdeleshed motor og øvrig drivline, kaldet Z.E. hybrid.
Elbiler er ikke nok
Dermed forlader Renault for første gang den markante og fokuserede satsning på rene elbiler, som blev indledt med Fluence Z.E. fra Better Place-samarbejdet, og som allerede er forsvundet.
Og der er alvor bag Z.E. hybrid-teknologien. ”I de kommende år vil denne type hybrid komplementere Renaults række af rene elbiler,” siger Renault.
60 km på strøm
Konceptbilen kan køre ”op til” 60 kilometer på strøm alene ved hjælp af energien fra et 6,7 kWh batteri. Elmotoren yder 50 kW (68 hk), mens forbrændingsmotoren er en trecylindret benzinmotor med 75 hk.
Ud over den sparsommelige motorkombination er de 100 km pr. liter opnået ved meget lav vindmodstand og særdeles lav vægt. EOLAB vejer 400 kg mindre end en tilsvarende almindelig bil. Ikke alene er der brugt aluminium og kulfiber til konceptbilen, men også det ekstra lette og dyre magnesium.
Skabt i stort fransk projekt
EOLAB er udviklet i forbindelse med Frankrigs ”New Industrial Plan”, hvor også Peugeot og Citroën samt andre bilrelaterede virksomheder som Michelin har medvirket.SE OGSÅ: Citroën vil køre 50 km pr. liter