Citroëns nye luft-hybrid-teknik plus en masse finpudsninger gør det i fremtiden muligt at nå op på ca. 50 km pr. liter benzin. Det demonstrerer eksperimentalbilen C4 Cactus Airflow, som er en specialudgave af den nye Cactus.
Airflow-modellen er udviklet inden for et fælles udviklingsprojekt mellem fransk bilindustri, underleverandører og staten.
82 hk og 50 km/l
Cactus findes i dag i en dieselversion, der kører officielt 32,3 km pr. liter. I eksperimentalbilen bruges den trecylindrede benzinmotor med 82 hk, som i en optimeret udgave og i kombination med alle de øvrige forbedringer giver en benzinøkonomi på 50 km pr. liter.Samtidig er motorkraft og acceleration som i den 110 hestes udgave af samme bil takket være tilskuddet fra det særlige hybridsystem.
I stedet for at gemme bremseenergi som strøm i et batteri, arbejder Citroën og Peugeot med at opbevare energien som trykluft. Det er billigere er argumentet.
SE OGSÅ: Peugeot og Citroën vil køre på luft
Lettere og glattere
Airflow-modellen har fået optimeret sin aerodynamik med 20 procent, rullemodstanden er reduceret ved brug af smalle, men store dæk, og endelig er vægten skåret ned med 100 kg i forhold til den i forvejen lette Cactus.
Blandt de mange forbedringer af aerodynamikken er, at forkofangeren har luftindtag med elektronisk styring af spjældet, en bevægelig vinddeflektor ved bageste hjørnestolpe, fælge med bevægelige ”flaps”, som aktiveres og styres af centrifugalkraften, og de normale sidespejle er afløst af bakkameraer.