
Skoda Fabia er lige om hjørnet i den helt nye, tredje generation, hvor det lidt underlige design på anden generation er afløst af en mere klassisk Skoda-stil tilsat dette årtis skarpe Skoda-kanter.
Den vigtige minibil har som annonceret verdenspremiere på årets biludstilling i Paris, men Skoda overrasker ved også at vise stationcaren, kaldet Combi. I mange lande, bl.a. Danmark, er det den langt vigtigste variant.
Combi få måneder efter hatchback

Combi kommer kort tid efter hatchback, idet sidstnævnte er til salg i bl.a. Tjekkiet fra november og stationcaren følger tidligt i 2015. Den danske tidsplan er ikke meddelt, men vil kun ligge få måneder efter den tjekkiske.
Det virker dog lidt som om, at det er kommet som en overraskelse for Skoda selv, at Combi’en er med i Paris. Der er ingen data på stationcar’en, og alle billeder i pressemappen er af hatchback’en.
Begge modeller er ni cm bredere og tre cm lavere end forgængeren. Den femdørs har et bagagerum, der er vokset en smule til 330 liter, men det tilsvarende mål for stationcaren opgives ikke.
