De var ventet med spænding, og de er meget bedre end deres forgængere. Alligevel er de tre nye udgaver af ”Kylle, Pylle og Rylle”, der blev lanceret i juni, ikke braget helt til tops på salgslisterne, omend alle tre ligger på top-20.
Toyota Aygo har klaret sig langt bedst og ligger på en fin andenplads blandt alle biler set over de tre seneste måneder med godt 1.500 eksemplarer.
Sælger dårligere end for et år siden
Men det er 17 procent færre, end bilen solgte i samme periode i fjor, hvor modellen var gammel, og godt 500 efter VW Up, som Toyota har ambitioner om at overhale. Forskellen til Up var mindre sidste år.
Peugeot 108 ligger på en niendeplads i perioden – en anstændig placering, men forgængeren 107 lå nr. fire i fjor og blev solgt i 47 procent flere eksemplarer sidste år.
Citroën C1 må nøjes med en 13. plads, en tilbagegang på 31 procent i salgstal.
Slagtilbud på trillinger er væk
Flere branchefolk peger på, at ganske vist er bilerne nye, men pris spiller en afgørende rolle, og for et år siden var der en række kampagnetilbud på de udgående modeller.
Og næsten samtidig med trillingernes lancering kom Mitsubishi med et slagtilbud på sin Space Star, der er et halvt nummer større, men som nu sælges for 94.000 kr. med pænt med udstyr, bl.a. aircondition.
Senest er Nissan fulgt i hælene og har sat sin Micra, også et halvt nummer større, ned til 94.000 kr., ligeledes inkl. aircondition.
Bilsalg faldt én procent i september
Danskernes smag for nye biler er ellers uforandret stor. 14.400 nye personbiler fik nye plader på i september. Det er én procent færre end samme måned 2013, men stadig det næststørste tal for en september i bilhistorien.
Bilsalget for de ni første måneder af året er på 142.000 styks, en stigning på fem procent fra Sidste år, viser opgørelsen fra De Danske Bilimportører.
Top 20 personbiler september 2014 | ||
Nr. | Model | Antal |
1 | VW Up | 654 |
2 | VW Golf | 488 |
3 | Ford Fiesta | 431 |
4 | Skoda Octavia | 401 |
5 | Toyota Aygo | 398 |
6 | Peugeot 208 | 383 |
7 | Hyundai i20 | 381 |
7 | VW Polo | 381 |
9 | Skoda Citigo | 360 |
10 | Kia Picanto | 345 |
11 | Peugeot 108 | 327 |
12 | Mitsubishi Space Star | 323 |
13 | Ford Ka | 308 |
14 | Toyota Yaris | 304 |
15 | Citroën C1 | 262 |
16 | Kia Rio | 247 |
17 | Hyundai i10 | 239 |
18 | Renault Clio | 230 |
19 | Mazda 3 | 228 |
20 | Nissan Qashqai | 213 |
Kilde: De Danske Bilimportører |