Denne strittende skulptur med navnet Quartz er Peugeots ”vision for crossover-segmentet”, som Peugeot siger.
Mere fortæller Peugeot ikke, men en slags afløser for 3008 og/eller 4008 samt en konkurrent til Nissan Qashqai er på vej.
Det bliver dog svært at genkende produktionsbilen fra det vilde koncept, som er 2,06 meter bred. Også længden på 4,50 meter er nok lidt mere, end produktionsbilen når op på.
Heftig hybrid
Heller ikke drivlinien finder vej, præcis som den udstilles her: Der er tale om en ny udgave af Peugeots Hybrid 4-system, men nu med benzinmotor og en voldsom ydelse – og med mulighed for at lade op for elnettet og køre 50 km på strøm alene.
1.6-benzinmotoren yder 270 hk, mens to elmotorer med hver 115 hk hjælper til. Det giver 500 hk alt i alt.