Silkeborg får motorvej 1. december

Transportministeren åbner de første 11 kilometer motorvej ved Silkeborg 1. december. Dermed flytter 15.000 ud af 20.000 biler fra landevejen til motorvejen. De sidste 19 km er klar i 2016.

Illustration: Vejdirektoratet
Trafik

De store asfaltmaskiner arbejder stadig på højtryk med at lægge asfalt ud i 28 meters bredde over 11 km, men nu tør Vejdirektoratet meddele, hvornår Herningmotorvejen fra Aarhus bliver forlænget til Silkeborg.

Det sker mandag 1. december, hvor transportminister Magnus Heunicke vil stå for indvielsen og alle interesserede er inviteret til åbningsfest på den nye motorvej.

Åbningen gælder de 11 km mellem Låsby og Hårup, som ligger lige øst for Silkeborg.

Uden om tre landsbyer

Indvielsen af motorvejen er godt nyt til alle trafikanter, der kører mellem Aarhus og Silkeborg. Motorvejen kommer især til at betyde meget for de omkring 4.300 pendlere, der dagligt kører mellem Aarhus og Silkeborg. Hvis de kører begge veje på én dag, vil de spare mindst 20 minutter i myldretiden.

Den nye strækning vil aflaste den nuværende rute 15, hvor 20.000 køretøjer dagligt kører gennem de tre landsbyer Mollerup, Linå og Hårup. De ca. 15.000 biler vil flytte ud på motorvejen.

De resterende 19 km af motorvejen, som går tværs gennem Silkeborg, er efter planen klar senest i 2016.