Når en kunde betaler med Visa Electron eller et andet debetkort i en udendørs betalingsautomat på en tankstation, bliver der reserveret et beløb på kundens bankkonto. Efter tankningen bliver det beløb, der er tanket for, trukket på kundens konto, og resten af det reserverede beløb skal frigives. Men det sker ikke altid med det samme.
- Vi er i dialog med bankerne for at løse den forsinkelse, der er i systemet. Det er blevet bedre, men i nogle tilfælde bliver det reserverede beløb ikke frigivet med det samme, og det har selskaberne fået kritik for, forklarer Jacob Stahl Otte, energipolitisk chef hos brancheorganisationen Energi- og olieforum.
På debetkortene bliver der reserveret så store beløb, at de kan dække købet af en fuld tank, og der kan gå dage, inden beløbene frigives.
Problemet gælder debetkort som Visa Electron, men ikke f.eks. Dankort og egentlige kreditkort som Mastercard.
- Det er lidt anderledes end hos købmanden, hvor man kender beløbet, når man betaler. På et tankstation får man varen først og betaler bagefter. Derfor er det nødvendigt at reservere beløb, der kan dække en fuld tank, og det kan variere, men der er i nogle tilfælde reserveret beløb op til 1.000 kr., siger Jacob Stahl Otte.
FDM TV: Find billigt brændstof med benzinpriser.dk
Problemet skal løses inden 1. april 2015
Forbrugerombudsmanden vurderer, at det ifølge betalingstjenesteloven er ulovligt, at de reserverede beløb ikke er blevet frigivet umiddelbart efter tankningen. Desuden er de trukket uden kundernes samtykke.
Han har derfor bedt Energi- og Olieforum, repræsentanter fra benzinselskaberne, Finansrådet og Nets om at løse problemet senest 1. april 2015.
- Benzinbranchen og banksektoren har oplyst, at der er sket klare forbedringer på området inden for det seneste år. Men jeg ser fortsat sager, hvor benzinkunden ikke har fået frigivet det reserverede beløb umiddelbart efter tankning. Det er efter min vurdering ulovligt, at det forekommer i dag, og det har jeg gjort brancherne opmærksomme på, forklarer forbrugerombudsmand, Henrik Øe.
Brancherne har erklæret sig villige til at få løst problemerne inden 1. april 2015.
LÆS OGSÅ: Få rabat på benzin og diesel med FDM