Dansk hæder til alternativ elbil

Danske motorjournalister har tildelt deres årlige ærespris til BMW i3, særligt versionen med ”hjælpemotor”.

BMW i3 Rex har fået dansk hæderspris.
Nyt om biler

BMWs nye elbil, i3, har fået et stort skulderklap af danske bileksperter.

i3, særligt udgaven med rækkeviddeforlænger, har fået den særlige ærespris af Motorjournalisternes Klub Danmark. Det skete i forbindelse med kåringen af Årets Bil i Danmark 2015, hvor Citroën C4 Cactus vandt.

BMW i3 deltog også i konkurrencen om at blive Årets Bil i Danmark 2015, men nåede ikke i finalen. Det gjorde BMW 2-serie Active Tourer derimod.

Motorjournalisternes officielle begrundelse lyder:

"For et spændende design og en anderledes konstruktion, der udvider grænserne for en elbils egenskaber og for samtidig at udstille det danske afgiftssystems svagheder."

Med eller uden rækkeviddeforlænger

i3 fås som ren elbil og i en version kaldet Rex, hvor en tocylindret benzinmotor kan producere en vis mængde strøm til elmotoren, når batteriet er tømt. Dermed løber elbilen aldrig tør, når man elles husker at fylde den ni liters benzintank op.

Rene elbiler er fritaget for registreringsafgift, men det gælder ikke modellen med den beskedne hjælpemotor. Den kører til gengæld så ualmindelig langt på literen efter den officielle målemetode, 167 km, at i3 Rex får et så stort nedslag i registreringsafgiften, at bilen kan nøjes med minimumsafgiften på 20.000 kr.

 

Læs Motors test af BMW i3 Rex (kræver login)