11 km motorvej i julegave

Aarhus og Silkeborg er rykket ti minutter nærmere hinanden, efter at næstsidste etape af Herningmotorvejen er taget i brug.

Transportminister Magnus Heunicke bandt den røde sløjfe op og erklærede motorvejen for færdig.
Trafik

- Det er en tidlig julegave, og den kan ikke byttes.

Med de ord bandt transportminister Magnus Heunicke 1. december en stor rød sløjfe op og erklærede 11 km motorvej mellem Silkeborg og Aarhus for færdig.

Med udsigt til den stundende højtid var den ministerielle saks lagt væk, og den røde snor opgraderet til en bredt gavebånd.

Med de 11 km ny motorvej er turen mellem Aarhus og Silkeborg blevet omkring ti minutter hurtigere.  Foto: Torben Arent, FDM
Med de 11 km ny motorvej er turen mellem Aarhus og Silkeborg blevet omkring ti minutter hurtigere. Foto: Torben Arent, FDM

Ti måneder før tid

Gaven til de midtjyske bilister er i sandhed tidlig. For ikke blot er der 24 dage til juleaften, vejen er blevet færdig ti måneder før planlagt. Det skyldes bl.a. en gunstig vinter, og at samme entreprenør, M.J. Eriksson, vandt begge entrepriser og dermed kunne arbejde ekstra effektivt med at flytte de i alt 2,5 millioner kubikmeter jord.

En flok digesvaler var ellers ved at forsinke projektet. Pludselig havde et større antal digesvaler bygget reder inde i en kæmpe grusbunke, som entreprenøren havde lagt klar til byggeriet. Svalerne er fredet, så denne del af arbejdet måtte stoppes i tre måneder, indtil fuglene var væk, men det lykkedes senere at indhente denne del af arbejdet.

For rigtig mange vil motorvejen virkelig være en gave.  Bilister, der pendler mellem Silkeborg og Aarhus, og dem er der mange af, kan dagligt spare omkring ti minutter hver vej, når gennemsnitsfarten kan fordobles fra ca. 65 til 130 km/t.

Den nye motorvej er strækningen fra Låsby i øst til Hårup i vest. Kraks online-kort havde motorvejen med på åbningsdagen, mens Google Maps ikke har. Michelins kort er adskillige år bagud. Illustration: Krak
Den nye motorvej er strækningen fra Låsby i øst til Hårup i vest. Kraks online-kort havde motorvejen med på åbningsdagen, mens Google Maps ikke har. Michelins kort er adskillige år bagud. Illustration: Krak

20.000 biler i døgnet

Omkring 20.000 biler ventes at køre på den nye motorvej i døgnet. Dermed bliver der markant mere fredeligt i tre landsbyer på den gamle hovedvej, Linå, Mollerup og Hårup. Her vil trafikken falde til ca. 5.000 biler.

Ud over støjen har trængslen været et stort problem for beboere langs rute 15. De har haft meget svært ved at komme ud på eller krydse hovedvejen i myldretiderne.

Indvielse blev tilstrømning

Indvielsen af motorvejen mellem Linå og Hårup havde usædvanlig stor deltagelse fra lokalbefolkningen. Foto: Vejdirektoratet
Indvielsen af motorvejen mellem Linå og Hårup havde usædvanlig stor deltagelse fra lokalbefolkningen. Foto: Vejdirektoratet

Mange af beboerne i området var mødt frem til åbningen, som blev en af de mest velbesøgte nogensinde, og ventetiden på de gratis grillpølser blev lang.

En stor rasteplads, hvor indvielsen fandt sted, åbner til maj eller juni. Hele motorvejen Aarhus-Herning bliver færdig midt i 2016, formentlig lidt efter sommerferie.

Arbejdet med de 11 km motorvej har i alt taget seks år, siden anlægsloven blev vedtaget. De første tre år er gået med planlægning, eksproportioner og arkæologiske undersøgelser, mens selve anlægsarbejdet har stået på i tre år.

Billigere end budgetteret

Den nye motorvej måtte saltes inden åbningen. Temperaturen i området mandag morgen var lige omkring frysepunktet. Foto: Torben Arent, FDM
Den nye motorvej måtte saltes inden åbningen. Temperaturen i området mandag morgen var lige omkring frysepunktet. Foto: Torben Arent, FDM

Motorvejen er ikke kun blevet færdig før tid; den kommer også til at koste mindre end den mia. kr., der var budgetteret.  95 mio. kr. er brugt på at give erstatning til jord- og husejere. 11 ejendomme er eksproprieret, heraf er seks revet ned. I alt 138 jord- og husejere er blevet berørt af motorvejsbyggeriet.

SE OGSÅ: Her kommer de nye veje i 2014

Den nye motorvejsstrækning, der er en del af rute 15, er oprindelig navngivet Herningmotorvejen, men lokalt kaldes den midterste del Silkeborgmotorvejen. Det navn brugte vejdirektør Per Jacobsen også i sin tale, mens vejen i Vejdirektoratets pressemateriale konsekvent kaldes ”motorvejen øst for Silkeborg.”