Automatisk fartkontrol i Øresundstunnelen

I løbet af 2015 kommer der automatisk fartkontrol i tunnelen. Det bliver gennemsnitsfarten over en længere strækning, der måles af det automatiske udstyr. Hidtil har der kun været én årlig politikontrol, erkender Øresundsselskabet.

Foto: Øresundsbron
Trafik

Bissen bliver skruet på over for bilisterne, der kører i den fire km lange Øresundstunnel. I hvert fald dem, der overtræder fartgrænsen på 90 km/t.

I løbet af 2015 bliver der installeret udstyr, der automatisk måler hastigheden på alle biler, der kører for hurtigt – og automatisk sender bøden til bilens ejer.

Gennemsnitsfart måles

Det nye måleudstyr bliver tilmed af den type, der måler bilens gennemsnitsfart over en længere strækning, oplyser Øresundsbro-konsortiet. Med såkaldt stræknings-ATK kan lokalkendte bilister altså ikke nøjes med at bremse ned ud for kameraet.

Det er bro- og tunnelselskabet selv, der har presset på for at få permanent fartkontrol.

Øresundsbroens sikkerheds- og miljøchef Ulla Vesterskov Eilersen er ligefrem ”lykkelig” for de nye meldinger om fartkontrol fra politiet.

En del kører 150 km/t.

– Mange drøner igennem med 150 km/t. Det ser vi, når politiet laver kontrol, og på vores egne målinger fra overvågningskameraerne, som dog ikke kan bruges til kontrol, fortæller Ulla Vesterskov Eilersen.

Fartoverskridelserne er ikke blevet færre med årene, og mindst fem ulykker i tunnelen kan tilskrives for høj hastighed, oplyser Øresundsbro-konsortiet.

Der findes ikke en egentlig vedtagelse af, at Danmark skal have automatisk strækningskontrol, men regeringen og Enhedslisten blev i november sidste år enige om, at arbejde hen mod stræknings-ATK.

I juni kom der en – ikke-offentliggjort - anbefaling fra Rigspolitiet om, at Øresundstunnelen skulle være forsøgskanin for stræknings-ATK.

Én årlig fartkontrol

Problemet set fra broselskabets side har været, at det er svært og farligt at gennemføre almindelig fartkontrol i tunnelen.

Og nu erkender selskabet, hvor sjældent det er sket: Sidst der var fartkontrol i tunnelen var 13. maj 2014, gangen før 3. maj 2013 og forrige gang 10. juli i 2012.