Grønt lys til Frederikssundsbro

Folketinget har nu vedtaget anlægsloven for en højbro over Roskilde Fjor. Bilisterne skal betale for at bruge broen, som skal ejes af et nyt statsselskab, Fjordforbindelsen Frederikssund.

Illustration: Vejdirektoratet
Trafik

En hårdt tiltrængt omfartsvej syd om Frederikssund er rykket et stort skridt nærmere. Folketinget har med massivt flertal – kun Enhedslisten var imod – vedtaget anlægsloven for højbro over Roskilde Fjord.

Den nye motortrafikvej skal gå på en højbro ca. 25 meter over vandet syd for Frederikssund. Illustration: Vejdirektoratet
Den nye motortrafikvej skal gå på en højbro ca. 25 meter over vandet syd for Frederikssund. Illustration: Vejdirektoratet

Broen i sig selv bliver 1,4 km lang, og med i projektet er desuden 8,6 km motortrafikvej. Hele den nye forbindelse får fire spor.

Den knap 10 km lange vej er kontroversiel, fordi det – bortset fra de to store broer - bliver første gang i Danmark, at en vejforbindelse skal finansieres via bompenge fra bilisterne.

To mia. kr. - bilister betaler totredjedele

Projektet kommer til at koste ca. to mia. kr., og efter et forhøjet statstilskud i sommer med 228 mio. kr., giver staten i alt 660 mio. kr. Resten skal trafikanterne betale. Hvad taksten bliver, er stadig ikke afgjort.

Det overlades til det nye statsselskab Fjordforbindelsen Frederikssund, der skal stå for byggeriet og driften. Der kan blive mulighed for forskellige rabatordninger, så længe tilbagebetalingstiden kan holdes på 40 år.

Der bliver ingen egentlig betalingsstation, da betalingen opkræves elektronisk, f.eks. ved hjælp af Brobizz.

Har bilisterne ikke en betalingsordning i bilen, eller virker den ikke. bliver bilens nummerplade fotograferet, og regningen - inkl. gebyr - sendes til bilens ejer eller registrerede bruger.

Klar i 2019

Den gamle bro ved Frederikssund, Kronprins Frederiks Bro, forbliver gratis, men lastbiler må i fremtiden ikke benytte den.

Det er stadig planen, at anlægsarbejdet skal begynde i 2016, og at broen skal åbne i 2019.

SE OGSÅ: Bro over Roskilde Fjord klar i 2019