Så kom Samsø tæt på Sjælland

Med ny havn, færgerute og færge er forbindelsen mellem Samsø og Sjælland blevet stærkt forbedret. Sejltiden er blevet op til 35 minutter kortere.

Den 'nye' færge, M/F Kanhave på sin førset tur fra Ballen Færgehavn 4. januar.
Trafik

Samsøs borgmester, Marcel Meijer, klippede snoren til den nye færgehavn og den nye færgerute Ballen-Kalundborg. Transportministeren, der for nylig brugte til på at indvie en ladestander til elbiler, var ikke med til indvielsen. Fotos: Torben Arent

Der vil være samsinger, som vil savne sejlturen syd om Samsø, hvor de lokale i årtier har fået landkending i form af Vesborg Fyr, kort inden ankomsten til Kolby Kås færgehavn.

Men for både øboerne og de mange turister, der besøger øen i Kattegat, er det en enorm forbedring, at en ny og hurtig færgerute til Sjælland er taget i brug 4. januar.

Ny havn på den 'rigtige' side

Med en nyanlagt havn, Ballen Færgehavn, på Samsøs sydøstlige hjørne er der blevet markant kortere til Kalundborg end hidtil, hvor sjællandsfærgen har lagt til i Kolby Kås på øens vestside. Færgen skal nu sejle 17 sømil mod før 24.

- Det er en milepæl for Samsø, sagde borgmester Marcel Meijer, da han i januarkulden klippede den røde snor i Ballen Færgehavn.

Det nye betalingsanlæg i Ballen Færgehavn er uden 'manuelle' baner.
Det nye betalingsanlæg i Ballen Færgehavn er uden 'manuelle' baner.

- Det vil give os flere gæster, tilføjede borgmesteren.

Fem kvarters sejltid

I stedet for 1 time og 50 minutter kan turen nu gøres på 1 time og 15 minutter. Den korte sejltid gælder dog kun i ferieperioder og weekends. På øvrige tider varer overfarten 1 time og 30 minutter.

Forskellen skyldes, at i turistperioder sejler færgen hurtigere, mens den på andre tider sparer på brændstoffet.

Vogndækket har plads til 122 biler, bl.a. i kraft af et nyt hængedæk.
Vogndækket har plads til 122 biler, bl.a. i kraft af et nyt hængedæk.

Den kortere sejltid og en ny kontrakt med Transportministeriet betyder også, at der kommer flere afgange, op til fire retursejladser om sommeren, og lavere priser.

SE OGSÅ: Billigere at sejle til Samsø

35 procent flere biler

Ruten har samtidig fået en større færge. Færgen M/F Kanhave fra 2009, der hidtil har sejlet mellem Sælvig og Hou i Jylland, er flyttet til den nye Ballen-Kalundborg-rute efter at være blevet moderniseret og har fået installeret hængedæk. Dermed kan der være 122 personbiler pr. tur mod hidtil 90 på den tidligere færge.

M/F Kanhave er kun fra 2009, men har fået ny passagerafdeling op til åbningen af den nye rute.  De to saloner er blå og grønne med inspiration fra farverne på Samsø og havet. Af ukendte grunde er navnene på de to saloner skrevet på engelsk.

M/F Kanhave sejler lige godt i begge retninger og skal derfor ikke vende to gange på hver anden tur.
 
Tilskud fra staten

Ruten drives af rederiet Danske Færger, der netop har taget hul på en ti års kontraktperiode med Transportministeriet. Ministeriet giver et fast årligt tilskud for at sikre, at færgen også sejler på tider af døgnet og året, hvor der ikke er mange passagerer.

Rederiet Færgen har trukket sig fra ruten mellem Samsø og Jylland. Her har et nyt, kommunalt rederi taget over.

Den nye havn har kostet ca. 85 mio. kr., hvoraf staten har givet et tilskud på 20 mio. kr. Resten betales af Samsø Kommune, som hiver pengene ind via havneafgift. 

M/F Kanhave på sin første tur væk fra Ballen Havn 4. januar. Havnen er helt ny og skal kun bruges til færgetrafikken til og fra Sjælland.
M/F Kanhave på sin første tur væk fra Ballen Havn 4. januar. Havnen er helt ny og skal kun bruges til færgetrafikken til og fra Sjælland.