Både hos Dodge, Toyota og Nissan er pickupts topnyhederne, mens Ford og GMC viser varianter af eksisterende modeller.
Lidt overraskende melder en helt ny spiller sig på banen, idet Hyundai viser et koncept, der kan varsle mærkets entré på det lukrative marked.
Hyundais bud på en truck hedder Santa Cruz og adskiller sig fra de eksisterende modeller på markedet ved at være mere sporty og meget mere livsstil end egentlig varetransport.
Ingen bekræftelse på produktion
Den lægger sig dermed i et grænseland mellem de ”rigtige” trucks, som i bund og grund er skabt til at transportere byggematerialer eller halmballer, og SUV’erne, der er udviklet til persontransport med større frihøjde.
Om Santa Cruz nogensinde bliver en realitet, ville Hyundai ikke udtale sig om.
Til gengæld kunne den koreanske producent vise både en hybrid- og en opladningshybrid-version af topmodellen Sonata. Opladningshybriden er Hyundais første og har en 2.0-liters firecylindret benzinmotor på 154 hk, der er koblet med en elmotor på 50 kW. Rækkevidden på ren el er cirka 30 km.