Forbrugernes tillid til markedet for brugte biler er stadig lige til skrothandleren.
Det viser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens Forbrugerforholdsindeks 2014 (FFI), hvor man har undersøgt forbrugernes oplevelse af tillid, gennemsigtighed og opfyldelse af forventninger på 50 forskellige markeder.
Som tidligere år ligger brugtbilsmarkedet her samlet i den tunge ende efter ejendomsmæglere men over markederne for blandt andet banker, mobiltelefoni og hakket kød. Helt i bunden ligger TV-abonnementer.
Nummer sjok på tillid
”Markedet for brugte biler har svært ved at leve op til forbrugernes forventninger. Forbrugernes tillid er helt i bund. Det er et problem for et marked, når forbrugerne oplever, at de tager en chance, når de køber et produkt,” siger Niels Enemærke, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Hos FDM ærgrer det, at brugtbilsmarkedet samlet fortsat har ondt så i forbrugertilliden, som tilfældet er. Ikke mindst på parameteret tillid hvor brugte biler klarer sig dårligst af alle 50 undersøgte markeder.
Ikke alle lige ringe
”Taget i betragtning at der årligt handles op mod 500.000 brugte biler, og at bilkøb ofte er blandt husstandens største investeringer, er det naturligvis ikke godt nok, at brugtbilsmarkedet år efter år ligger så lavt. Det kan hverken forbrugerne eller branchen være tjent med, og det bør branchen tage alvorligt,” siger afdelingsleder i FDM Per Alkestrup og tilføjer:
”FDM mener især, at branchen kan forbedre sig i forhold til at forventningsafstemme med køber om, hvad det er for en bil, der handles. Men også når det gælder om at imødekomme reklamationer, er der plads til forbedringer.”
Per Alkestrup understreger dog, at årets placering er udtryk for et stort og broget brugtbilsmarked, hvor langt fra alle forhandlere hører til i bunden.