Bedre plads på Køge Bugt Motorvejen

Der bliver nu mere plads og højere fartgrænse på yderligere en del af Køge Bugt Motorvejen. Især morgenpendlerne vil få glæde af det.

På den grønne strækning bliver Køge Bugt Motorvejen nu ottesporet. Den gule del blev det. Illu.: Vejdirektoratet/Torben Arent
Trafik

10. februar åbner Vejdirektoratet for fire kørespor i nordgående retning mellem Solrød Byvej og nord for <29> Greve S.

Samme strækning i sydgående retning fra Karlslunde Rasteplads til Solrød Byvej forventes Vejdirektoratet at åbne med fire spor sidst i februar.

Den nye, ottesporede strækning er den grønne del på kortet. Den gule del blev klar omkring årsskiftet.

Samtidig med ibrugtagningen af de fire spor hæves fartgrænsen fra de nuværende 80 til 110 km/t.

'Væsentligt lettere' at køre til København

- Trafikken vil glide væsentligt lettere ind mod København. Vi er virkelig glade for at kunne give det til de mange pendlere, som hver dag væbner sig med tålmodighed i ofte lange køer, siger projektleder for vejbyggeriet Robin Højen Madsen.

Han tilføjer, at det dog til sommer bliver nødvendigt at give vejen den sidste finish i form af det øverste lag asfalt. I den periode, som formentlig begynder til maj, vil der atter være tre spor i hver retning.

De i alt 14 km udbygning af Køge Bugt Motorvejen er delt i to etaper. Første etape Greve S - Solrød S forventes at stå helt klar til efteråret, mens anden etape Solrød S - Køge vil være færdig i 2018.