Fiat får en Mazda MX-5

124 Spider bliver navnet på en Fiat-roadster, der er baseret på Mazda MX-5. Navnet blev afsløret uplanlagt.

Mazda MX-5 kommer om knap et år i en Fiat-udgave. Designet bliver helt forskelligt.
Nyt om biler

Fiat bekræftede for et år siden, at Alfa-udgaven af Mazda MX-5 var opgivet. Computerillustration: Carparazzi
Fiat bekræftede for et år siden, at Alfa-udgaven af Mazda MX-5 var opgivet. Computerillustration: Carparazzi
Allerede på Genève-udstillingen for et år siden erkendte Fiat-Chrysler-chef Sergio Marchionne, at Alfa Romeo ikke ville få den planlagte version af Mazda MX-5. En Alfa skal bygges i Italien. Basta.

Og på dette års bilshow i Genève bekræftede topchefen, at Fiat i stedet får en roadster produceret af Mazda. Det skete under et interview med en gruppe ikke-italienske journalister, hvor Motor var i blandt.

- Har vi annonceret, hvad bilen skal hedde, spurgte Marchionne ud i salen, hvor et større antal Fiat-Chrysler ledede sad.

- Nej, ymtede en af dem.

"Må jeg sige det?"

Fiat-Chrysler-topchef Sergio Marchionne improviserede tilsyneladende under et interview ved Geneve-udstillingen og fortalte, hvad en længe omtalt Fiat-Alfa-model skal hedde. Foto: Torben Arent
Fiat-Chrysler-topchef Sergio Marchionne improviserede tilsyneladende under et interview ved Geneve-udstillingen og fortalte, hvad en længe omtalt Fiat-Alfa-model skal hedde. Foto: Torben Arent

- Er det ok, hvis jeg siger det nu, fortsatte den uortodokse koncernchef tilsyneladende uden at vente på et svar.

Tilhørerne kunne nærmest høre at antal mellemledere i Fiats marketingafdeling skrige indvendig med udsigt til, at deres nøje planlagte strategi for, hvordan navnet på den nye model skulle slippes ud til medierne i løbet af foråret, brast sammen.

- 124 Spider, kom det prompte fra topchefen.

- Næste spørgsmål?

Historisk navn

Med valget af 124 Spider vil Fiat i hvert fald glæde entusiasterne og de historie-kyndige, for det var også navnet på en efterhånden klassisk Fiat-roadster, der var i produktion frem til ca. 1985 og blev den sidste Fiat , som blev solgt i USA.

Og netop den historie har nok været afgørende for valget af navnet, da roadsteren skal indgå i Fiat-Alfas comeback til Nordamerika.

Fiat 124 Spider kommer formentlig til salg i Europa i begyndelsen af 2016.