Det er kun få år siden, at en elbil var skyld i en brand på Oslo-båden, men – efter at de hjemmelavede løsningers tid er ovre - omfavner Mols-Linien elbilister og tilbyder dem opladning på færgen.
Mols-Linien har installeret to ladere til elbiler på hver af sine hurtigfærger mellem Aarhus og Odden, så det nu er muligt at køre fra København til Aalborg i de fleste elbiler uden anden pause end den på færgen.
Færgeruten er i forvejen særlig relevant for elbiler, da sejlturen sparer ca. 200 kilometers kørsel via Fyn.
Gratis - men kræver dyr billet
Det er gratis at lade ombord, men tilbuddet er forbeholdt rejsende på Business Blue Class, som er den dyreste (og mest fleksible) billettype. Den koster mellem 650 og 850 kr. afhængig af, hvor mange man køber.
Rederiet beder om, at man ringer og bestiller plads til ladning.
Desuden er Mols-Linien til april klar med hurtigladere ved færgelejerne i Aarhus og Odden.