Dobbelt op mellem Bøjden og Fynshav

Det skal være slut med trafikpropper på sejlturen mellem Fyn og Als. En færge med dobbelt så meget plads er sat ind.

Der er stor forskel i størrelsen på den gamle og nye færge på Bøjden-Fynshav-rute.
Trafik

Chancen for at få plads til bilen på færgeruten Bøjden-Fynshav er steget betydeligt, efter at ruten har fået en færge med næsten dobbelt så god plads. Samtidig er der blevet pænere ombord.

13. marts indsatte rederiet Færgen ”Fynshav” på ruten, efter at den tidligere Samsø-færge ”Kyholm” har fået en overhaling og har fået nyt navn.

Fra 50 til 90 biler

Dermed øges kapaciteten fra 50 biler og 340 passagerer til 90 biler og 550 passagerer.

Passagerområdet er samtidig frisket op, og der er kommet et særligt pendlerområde med gratis wifi.

Væk med dansegulvet

Færgen har fået nye saloner til børnefamilier og rejsende med hund samt nye møbler, shopområdet er blevet udvidet. Til gengæld er dansegulvet fra Kyholm forsvundet.

Også færgens maskineri har fået en større overhaling, ligesom der er indsat nye toiletter.

Timedrift om sommeren

Der vil som hidtil være afgang hver anden time fra hver havn, og i højsæsonen vil der blive timedrift. De ekstra afgange om sommeren varetages af den hidtil ”førstefærge”, Frigg Sydfyen, der ligeledes står foran en opgradering, særligt i passagerområderne.

Det går pænt for ruten med en vækst i antal biler på 0,9 procent fra 2013 og 1,7 procent i antal passagerer. I alt 327.903 passagerer og 121.608 biler benyttede i 2014 ruten mellem Fyn og Als.