De alsidige tvillinger Renault Trafic og Opel Vivaro er de bedste og mest spændende varevognsnyheder i det forgangne år.
Det afgjorde en jury fra Motorjournalisternes Klub, da juryen kårede kassevognene til ”Årets Varebil 2015”. Bilerne findes også som minibus.
Kåringen fandt sted ved åbningen af den store fagmesse Transport 2015 i Herning under overværelse af transportminister Magnus Heunicke.
Mercedes lige efter
Sejren kom i hus med 55 point. Andenpladsen gik til Mercedes-Benz Vito med 47 point, mens Iveco Daily, der er på kanten af at være lastbil, blev nr. tre med 35 point. De to øvrige i finalefeltet var den store pickup Isuzu D-Max og den faceliftede Fiat Doblo.
I den indledende runde måtte Doblo ud i ekstra omstemning om femtepladsen i konkurrence med Citroën C4 Cactus og Toyota Yaris Hybrid.
Motorer og plads
Fagjournalisterne fremhævede motorerne og pladsforholdene som særlige kvaliteter ved Renault Trafic og Opel Vivaro, og de to vindere udmærker sig bl.a. at kunne kombineres i to længder og to højder, kan fås med fire forskellige dieselmotorer og må laste op til 1,2 ton i et op til 8,6 kubikmeter stort varerum.
Trafic og Vivaro er næsten helt identiske og udviklet i samarbejde mellem de to mærker, men næsten al teknik er fra Renault, mens bilerne bygges både på Renaults og Opels fabrikker i Spanien, Frankrig og England.
Opel og Renault har tidligere sammen vundet titlen Årets Varebil med Renault Master og Opel Movano.