[Opdatering december 2023: Bemærk, denne artikel er skrevet i 2015. Aktualitet og nøjagtighed kan derfor have ændret sig siden da. Vi anbefaler, at du søger andre steder, hvis du er interesseret i de nyeste regler og viden om alkohollåse, f.eks. hos Færdselsstyrelsen]
En ubetinget frakendelse af førerretten grundet spirituskørsel vil fra 1. april 2015 altid være omfattet af enten en obligatorisk eller en frivillig alkolåsordning.
Obligatorisk alkolåsordning
Hvis dømte spritbilister ønsker at sætte sig bag rattet, når frakendelsen af kørekortet udløber, kræver det, at de får installeret en alkolås i bilen. Alternativt må de efter frakendelsen udløber vente yderligere to år på at kunne generhverve deres kørekort.
Den obligatoriske alkolåsordning omfatter spirituskørsel af meget alvorlig karakter, og hvor føreren har fået en ubetinget frakendelse af førerretten. Det omhandler:
- Spirituskørsel, hvor promillen er over 2,0 eller
- Gentagelsestilfælde med visse undtagelser
Frivillig alkolåsordning
En spritbilist, der har mistet førerretten grundet spirituskørsel med en promille under 2,0, kan vælge at deltage i den frivillige alkolåsordning. Her kan bilisten få mulighed for at generhverve kørekortet et år før frakendelsen udløber. Dog mod at der installeres en alkolås i bilen i to år. Bilisten skal desuden lade sig undersøge for et eventuelt alkoholmisbrug og - hvis behovet er der - gå i behandling. Den frivillige alkolåsordning gælder, hvor føreren har fået en ubetinget frakendelse af førerretten på grund af:
- Førstegangstilfælde af spirituskørsel med en promille på højst 2,0 eller
- Andengangstilfælde med en promille på højst 1,2 efter et førstegangstilfælde med en promille på højst 2,0
Politiet kan vælge at tilbagekalde en tilladelse til at deltage i alkolåsordningen og inddrage førerretten, hvis spritbilisten ikke overholder de fastsatte betingelser og vilkår.
Se betingelser for brug af alkolås