Fra næste år kan turen til Tyskland bliver dyrere. Den omdiskuterede tyske vejskat blev kort før påske vedtaget af den tyske Bundestag. Det betyder, at man i løbet af 2016 skal betale vejskat for at benytte de tyske statsveje, dvs. motorveje og nationale hovedveje - de såkaldte Bundesstrasse.
Prisen vil afhænge af bilens miljømæssige egenskaber ud fra de såkaldte euronormer. Den kommer til at ligge i omegnen af 10 euro for 10 dage, 20 euro for to måneder og op til 130 euro for et helt år.
For de fleste danskere, der kun kommer til Tyskland i forbindelse med ferieturen, kan halvanden hundrede kroner synes at være et ubetydeligt beløb. Tyskerne følger jo blot andres landes eksempel – det koster jo også vejskat at køre i Østrig og en række andre EU-lande. FDM ser imidlertid andre og mere grundlæggende problemer i den tyske vejskat.
LÆS OGSÅ: Tyskland vedtager vejskat
Vejskat rammer danskere men ikke tyskere
Vores hovedanke er, at den tyske vejskat kun økonomisk vil belaste udlændinge. Derved adskiller den sig fra alle andre EU-landes vejskatter. De tyske bilejere vil nemlig blive kompenseret euro for euro ved en sænkelse af deres årlige ejerafgift på bilen – det er derfor prisen er knyttet til euronormen.
Tyskernes argumentet for at opkræve den nye vejskat er at sikre finansiering af et vejslid, som de mange udenlandske transitbilister forsager på turen gennem Tyskland. Faktum er imidlertid, at de udenlandske bilister allerede i dag via brændstofafgifterne lægger dobbelte så meget i den tyske statskasse som deres del af vejslitagen koster. Ses vejskatten i det store billede er indtægterne til den tyske statskasse fra bil- og vejafgifter i forvejen 53 milliarder euro - hvoraf kun 19 milliarder euro anvendes til vejene. Enhver ekstra euro fra udenlandske bilister kan derfor lige såvel hævdes at være penge til finansiering af den tyske velfærdsstat frem for vejene.
Risiko for at andre lande også indfører vejskat
Grundlæggende mener vi det er et problem, hvis lande blot kan opfinde nye skatte, der kun pålægges udlændinge. Det næste, der bekymrer FDM, er risikoen for, at andre landes politikere får samme idé. For så kan det for alvor blive en dyr affærer at køre til udlandet. Tanken er desværre ikke så fjern. Danske politikere har allerede været ude med argumentet om, at hvis tyskerne gør det – så får de igen af samme skuffe, når de vil ud i det danske sommerland. Resultatet vil blive en dominoeffekt, der blot vil gøre det det endnu dyrere at være bilist i Europa.
FDM kæmper fortsat mod tysk vejskat
FDM er ikke alene med kritikken af forslaget. Det er fra starten er blevet mødt med store protester fra de omkringliggende EU-lande. Her mener man, at det er i strid med EU-lovgivningen, at kun udenlandske bilister beskattes. Blandt de skarpeste kritikere af forslaget har været Holland og Østrig samt EU-Kommissionen. Den danske regering har desværre været mere usynlig. Men Transportministeren har naturligvis også travlt med Femernprojektet.
De europæiske bilklubber har ligeledes protesteret over de tyske vejskatteplaner. Med den hollandske bilklub ANWB og FDM i spidsen, har bilklubberne blandt andet indsamlet underskrifter fra utilfredse medlemmer og henvendt sig direkte til den tyske regering, de nationale regeringer, Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen. Nu da loven formelt er vedtaget, er det i første omgang op til EU-Kommissionen at vurdere, hvorvidt det endelige forslag er i modstrid med EU-retten, og om man så vil anlægge en sag mod den tyske stat for at få omgjort beslutningen.
FDM fastholder presset på EU-Kommissionen, og vi har ligeledes en klar forventning om, at den danske regering træder i karakter sammen med Holland og Østrig. En af idéerne med EU er jo, at der gælder visse fælles spilleregler.